Alle hjemløse og udsatte testet negative: Læge forventede smitte
297 udsatte og hjemløse borgere i Aarhus er blevet testet for COVID-19 - alle testede negativt. Speciallæge i infektionssygdomme kalder resultatet for tankevækkende.
Det er ikke nemt at følge myndighedernes anbefalinger om at blive hjemme, når man ikke har et hjem.
Udsatte og hjemløse borgere er derfor en særligt sårbar gruppe, når det gælder smitte og sygdom med COVID-19.
Derfor har Aarhus Kommune i samarbejde med Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital (AUH) tilbudt udsatte og hjemløse borgere i Aarhus at blive testet, hvis de lovede at gå i frivillig isolation, hvis testen var positiv.
Men nu viser det sig, at der ikke har været én eneste positiv test.
- Jeg synes, at det er tankevækkende, at der ikke er en eneste, som er smittet. Det er et miljø med tæt kontakt, og de kan have svært ved at overholde anbefalingerne. Jeg havde forestillet mig, at der ville være smittede, siger speciallæge i infektionssygdomme på AUH og lektor i Global Sundhed på Aarhus Universitet, Christian Wejse, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det siger noget om, hvor begrænset kontakt der er imellem hjemløse og de skiglade mennesker, der bragte smitten til Danmark.
Et positivt forløb
Både politikere og sundhedspersonale var nervøse for, hvordan det ville gå med at få de udsatte borgere til at blive testet, når de skulle indvillige i at gå i isolation.
Derfor blev de overraskede over den store interesse blandt de udsatte.
- Vi var positive over, hvor mange der ville testes. De ansatte på forsorgshjemmene havde sagt, at det nok ville blive et problem, men vi har virkelig fået få afslag. Jeg har oplevet meget stor ansvarlighed fra denne gruppe borgere, siger Christian Wejse.
Den 2. april var TV2 ØSTJYLLAND nede ved en testenhed i Jægergårdsgade, hvor én af de udsatte borgere, der var mødt op til test, fortalte, hvorfor han gik med til at blive testet.
- Det er for min egen og andres sikkerheds skyld. Der er mange, som ikke ved, at de har corona, så det er meget rart at blive testet i dag, sagde Mohamed Hassan.
'Det er utroligt'
Dét, at alle er testet negative, er nu endnu en glædelig overraskelse.
- Jeg synes næsten, det er utroligt, at man har kunnet teste så mange udsatte, og alligevel er der ingen smittede, siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S), til TV2 ØSTJYLLAND.
Speciallæge Christian Wejse fortæller, at der ifølge forsknings- og analysecenteret VIVE er cirka 750 udsatte borgere i Aarhus Kommune. Derfor mener han, at deres test af næsten 300 udsatte borgere, fordelt over flere dage, kan give et billede af, hvordan det generelt står til med udsatte i Aarhus og COVID-19.
Beredskabet står fortsat klar
Selvom der endnu ikke er blevet brug for de 18 coronapladser, som står klar, hvis nogle udsatte borgere bliver syge, så ændrer dagens nyhed om, at alle er testet negative, ikke på kommunens beredskab.
- Det er en borgergruppe, der er særligt udsat, så vi skal for alt i verden undgå, at de bliver smittet, og at der sker smittespredning blandt dem, siger Kristian Würtz.
Ifølge Christian Wejse har de udsatte borgere ofte dårligt behandlede sygdomme, og de opsøger ikke selv sundhedsvæsenet. Derfor har det også været væsentligt at finde ud af, om der var smitte i den gruppe.
Og selvom billedet lige nu viser, at det ikke er tilfældet, så er Aarhus Kommune klar, hvis situationen ændrer sig.
- Vi har stadig vores beredskab stående klar, hvis udviklingen vender til noget negativt. Vi har corona-karantænepladser, der står klar, hvis de bliver syge, så de kan garanteres en god og forsvarlig isolation. Derudover har vi en plan for, hvordan der kan etableres flere pladser, hvis de ikke rækker, siger Kristian Würtz.
Vil teste igen senere
Kommunen, regionen og AUH har planer om at teste udsatte borgere i Aarhus igen på et senere tidspunkt. Det er dog ikke til at sige, hvornår.
- Vi har ikke lagt os fast på noget endnu. Det kommer an på, hvordan epidemien udvikler sig, og lige nu er det i hvert fald ikke oplagt, siger Christian Wejse.
Derudover håber han på, at de har kapacitet til at udvide testen til den tid, så de også kan teste for overstået coronainfektion.
- Hvornår vi tester igen afhænger også meget af, om vi kan få adgang til antistofundersøgelser, så vi kan supplere med det. De udsatte borgere vil virkelig gerne vide, om de havde haft COVID-19. Så jeg tror, at det vil skabe stor efterspørgsel, hvis vi får adgang til det udstyr.
Det var AUH, der stillede testmateriale til rådighed og lavede analyserne af de overståede tests som en del af samarbejdet.