Synnøve blæst bagover: 50 fremmede kommer til fødselsdag

49-årige Synnøve Marie Gyldenløve sprængte sine egne grænser, da hun efterlyste gæster til sin 50-års fødselsdag. Nu er hun blevet blæst bagover af henvendelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Synnøve Marie Gyldenløve glæder sig for første gang til sin fødselsdag. Foto: Privatfoto

Synnøve Marie Gyldenløve græder i telefonen, da TV2 ØSTJYLLAND ringer for at spørge ind til fødselsdagsplanerne. 

For efter hun stod frem og efterlyste kvinder, der ville være med til at fejre hendes runde dag, er det væltet ind med søde beskeder. 

- Jeg er virkelig overvældet lige nu. Jeg har aldrig nogensinde prøvet noget lignende og er helt blæst bagover af søde beskeder. Min tablet har stået og hoppet på bordet i flere døgn nu, siger hun. 

Det kommer meget bag på mig, at folk synes, jeg er modig og har givet mig så mange skulderklap.
Synnøve Marie Gyldenløve

Udover de mange kommentarer, artiklen har fået på TV2 ØSTJYLLANDs Facebook-side, er der mellem 150 og 200 mennesker, der har skrevet privat til hende, anslår hun. 

- Folk ønsker mig tillykke med dagen og roser mig for at stå frem og fortælle om ensomhed. Nogle har sågar bedt om min adresse, så de kan sende et fødselsdagskort på dagen, siger hun og tilføjer: 

- Jeg syntes selv, det var et ynkeligt opslag, jeg havde skrevet. Jeg følte mig så sårbar. Så det kommer meget bag på mig, at folk synes, jeg er modig og har givet mig så mange skulderklap, siger hun med henvisning til det Facebook-opslag, som hun selv havde lavet, der startede det hele.

50 gæster og selskabslokale 

Fra at have nul gæster - udover sin 11-årige datter - er der nu op mod 50 fremmede mennesker, der gerne vil fejre hende til brunch og efterfølgende kaffe og kage den 4. februar. 

En fremmed kvinde, der bor i den samme gård som hende, har sørget for at reservere boligforeningens festlokale til fødselsdagen. Her er der plads til omkring 70 personer, så det er der styr på. 

- Jeg ejer kun fire stole selv, så det er rigtig godt med et større lokale, siger hun og tilføjer:

- Men jeg kan slet ikke lige overskue, hvad jeg stiller op med mad til brunchen nu. Om jeg måske skal bede folk om at tage noget med. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, det ville ende sådan her, så jeg har endnu ikke inviteret de folk, der har skrevet. 

Torsdag skal hun mødes med en kvinde, der har tilbudt at hjælpe hende med planlægningen.

- Jeg kommer fra en dysfunktionel familie

Inden Synnøve Marie Gyldenløve skrev Facebook-opslaget havde hun ikke ét eneste menneske, hun kunne invitere til sin fødselsdag. 

Hun har haft et hårdt liv og har ikke længere nogen tætte relationer.

- Jeg kommer fra en dysfunktionel familie med en del misbrug, og som barn har jeg brugt meget tid på Christiania og Klostertorvet i Aarhus. På et tidspunkt blev jeg tvangsfjernet og anbragt på institution, og da jeg blev voksen, stiftede jeg desværre selv bekendtskab med misbrug og væresteder, indtil jeg fik min datter og kom ud af det, fortæller Synnøve Marie Gyldenløve. 

Hun har aldrig prøvet at holde en fest før, så den kommende fødselsdagsfest bliver en storslået premiere. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her