Mit liv gik i stå, den dag Lucas' hjerte holdt op med at slå

Det er en onsdag aften den 26. oktober 2022.

Jeanette Grotkjær og en veninde sidder og drikker kaffe i familiens hus ved Vejerslev nord for Silkeborg, da Jeanette pludselig ser to uniformerede betjente komme gående ind gennem haven.

Instinktivt ved den midaldrende mor til tre, at noget er helt galt.

- Jeg lukker op og spørger: "Er der noget med nogen af drengene?". "Ja, det er der," siger de. "Hvem af dem?", råber jeg. "Lucas er ikke mere," siger de så.

Det er beskeden, alle forældre frygter mere end noget andet, og Jeanette Grotkjær tror ganske enkelt ikke på det, betjentene fortæller hende.

- Selvfølgelig tror jeg ikke på det. Lucas er 23 år og frisk og glad. Der er en masse ting, han skal nå i livet. Så selvfølgelig er han ikke død, siger hun.

Betjentene spørger, om Jeanette Grotkjærs mand er hjemme. Han er ovre i sit værksted, og Jeanette prøver at ringe til ham, men hun kan bare ikke få telefonen til at virke.

- Det ender med, at jeg løber over til ham og råber "Jørgen, Jørgen! Politiet er her. De siger, Lucas er død."

Tilbage i huset fortæller betjentene, at Lucas Grotkjær er blevet skudt.

Familien er selvsagt i chok over tabet, som ingen havde set komme, og Jeanette Grotkjær er fortsat lammet af sorg den dag i dag. Hun er så ramt, at hun har svært ved at hænge sammen. Tårerne og gråden ligger hele tiden lige under overfladen, og hun har svært ved at tale om Lucas uden at bryde sammen.

- Jeg har mistet mit barn. Jeg har mistet så meget af mig selv. Jeg har mistet så meget af min fortid og vores fælles fremtid. Jeg ved ikke, hvem jeg er mere, så jeg har brug for fred og ro til at finde ud af, hvem jeg er nu, og hvordan jeg skal fortsætte det her liv, siger Jeanette Grotkjær.

Det viser sig bare at være svært at få den fred og ro, hun så desperat har brug for.

Mens familiens verden ramler sammen den onsdag aften i oktober, går TV2 News i breaking med nyheden om, at en 23-årig mand er blevet skudt på Christiania tidligere på dagen.

Politiet har fået en anmeldelse klokken 17.46 om skyderi i Pusher Street. Gerningsmanden stillede sig ifølge politiet op i en kø til en hashbod, og da han kom frem til bordet, affyrede han sin pistol og ramte sit offer med flere skud på klos hold.

Drabet har karakter af en regulær likvidering, og da skuddene falder midt i hovedstadens berømte og berygtede hash-marked, bliver der hurtigt spekuleret i, om den skuddræbte mand er endnu et offer for de jævnlige, opgør i det københavnske rocker- og bandemiljø.

Familien finder efterfølgende ud af, at Lucas har fået nogle vagter som såkaldt klipper i en hashbod på Christiania, hvor han opmåler hash til de forbipasserende købere.

I en artikel i Ekstra Bladet kort efter drabet forklarer Københavns Politi, at bagmændene mangler arbejdskraft til hashboderne og ligefrem opererer med stillingsopslag for at få hænder nok. Meget tyder på, at Lucas Grotkjær har været presset økonomisk og derfor har set tjansen i Pusher Street som en vej til at tjene nogle hurtige penge. Men den beslutning skulle vise sig at få fatale konsekvenser.

Gerningsmanden bliver af vidner beskrevet som en somalisk udseende mand iført en mørk windbreaker, joggingbukser og en mørk hue.

Han flygter fra stedet umiddelbart efter at have skudt Lucas. I dagene efter drabet anholder Københavns Politi to mænd, som sigtes i sagen. Begge mænd løslades dog få dage efter, og på trods af halvandet års efterforskning er gerningsmanden stadig på fri fod den dag i dag.

Tilbage sidder Jeanette Grotkjær på andet år i et kulsort hul af sorg efter at have mistet sin yngste søn.

- Mit liv gik i stå den dag, Lucas' hjerte holdt op med at slå. Alle andre lever videre, men jeg står midt i smerten og tabet, fortæller hun.

Når talen falder på Lucas, lyser hendes øjne op i et kærligt, kort sekund ved mindet om den dreng, hun elskede så højt, for i næste sekund at blive blanke og triste i erkendelse af, at det netop er det: et minde om den søn, hun ikke har mere.

- Min hjerne kan jo stadig ikke forstå det. Og de dage, hvor min hjerne kan, så kan mit hjerte ikke. Så hver eneste morgen vågner jeg stadig op til, at jeg har mistet min søn, siger hun.

Hun fortæller om en dreng, der voksede op som en efternøler i en søskendeflok på tre.

De to ældre brødre tog Lucas under deres vinger, og han fulgte med dem ud i verden.

Det var en barndom som så mange andre med skolegang, spejder, rollespil og en tidlig interesse for det udendørs liv. Lucas kastede sig over flugtskydning og blev senere en passioneret jæger.

Fritiden blev ofte brugt i skovene og ved søerne omkring Silkeborg, og ifølge Jeanette Grotkjær fik hun og Lucas et særligt tæt forhold, da hans ældre brødre flyttede hjemmefra. De tog ud og luftede familiens hunde, de talte meget sammen, og der var en stor fortrolighed mellem mor og søn.

- Han har altid fortalt mig om alt, han har foretaget sig. Også ting, han ikke var stolt af, fortæller hun.

I 2021 flytter Lucas til København sammen med sin kæreste. Her får han et job hos DSB, og så arbejder han også som dørvagt hos 7-Eleven og på nogle af byens diskoteker.

Men Lucas og kæresten går fra hinanden, og Lucas skal betale ekskæresten halvdelen af indskuddet til deres fælles lejlighed. Samtidig skal der skaffes penge til nye møbler og til indskud til en ny lejlighed.

På et tidspunkt nævner han for en af sine brødre, at han tjener nogle penge som vagt på Christiania.

- Det, vi får at vide senere, er, at Lucas har stået som klipper i en hashbod, fortæller Jeanette Grotkjær.

Hun har efterfølgende fået at vide, at sådan en vagt kan indbringe mellem 3000 og 5000 kroner.

- Han er blevet fristet over evne. Jeg tænker, han har set en mulighed for at tjene nogle hurtige penge, og det tænker jeg, vi alle sammen kan risikere at stå i og blive fristet af. Og ligegyldigt hvad han så har gjort, så er der ingen, der fortjener at miste sit liv for at have truffet en dum beslutning, siger Jeanette Grotkjær.

Og for en mor, der pludselig mister sin søn, er chokket og sorgen den samme uanset omstændighederne.

For de pårørende byder tiden umiddelbart efter et dødsfald på en række praktiske opgaver, der skal tages hånd om, og sådan var det også for familien Grotkjær.

- Vi skulle jo over og se Lucas og have ham fragtet hjem og have ham bisat, så det var jeg jo nødt til, siger Jeanette.

Familien arrangerer et fakkeloptog gennem København den 29. oktober, bare tre dage efter Lucas’ død.

Familie, venner og bekendte mødes på Rådhuspladsen den lørdag eftermiddag for at mindes Lucas Grotkjær. På videoer fra dagen kan man se den grådkvalte familie takke de fremmødte for at være der, men de har svært ved at sætte ord på deres savn af bar sorg. Forsamlingen tænder deres fakler, og mens oktober-mørket falder på, går optoget mod Christiania.

Fremme ved Christiania, pakker pusherne deres boder sammen for en kort stund, mens Lucas mindes med lys og blomster på det sted, hvor han blev skudt.

Den 7. november samles de pårørende igen. Denne gang til bisættelsen ved familiens ejendom i Vejerslev. De samles om kisten, der er udsmykket med hilsner og billeder fra Lucas' liv. Efterfølgende kører forsamlingen i kortege med Lucas forbi de steder i lokalområdet, der har haft betydning for ham under opvæksten, og ind til krematoriet i Silkeborg.

Dagen markerer afslutningen på Lucas' liv, og nu mærker Jeanette Grotkjær for alvor den afgrundsdybe og invaliderende sorg.

- Da der ikke længere er noget, jeg skal gøre, bliver tingene lige pludselig meget virkelige. Jeg går i det samme tøj, som jeg sover i. Jeg går fra sengen og ind på sofaen, og så ligger jeg der og skriger og skriger og græder og græder, fortæller hun.

Sorgen er altopslugende, og midt i fortvivlelsen tager de mørke tanker over.

- Jeg kan ingenting. Jeg har bare lyst til at dø hele tiden og bytte med Lucas, for det er så urimeligt, at han skulle dø som 23-årig. Jeg tænker rigtig meget over, hvordan jeg kan tage livet af mig selv, uden det bliver grimt for dem, der står tilbage.

I dag er det halvandet år siden, Lucas døde, og Jeanette Grotkjær kæmper stadig for at komme på benene og tilbage til livet.

- Ni ud af ti dage har jeg stadig ikke lyst til at leve, og jeg kæmper for at komme igennem hver eneste dag. Mit liv er en kæmpestor smerte. Det er ikke et liv, nogen bør leve. Lige så snart jeg vågner, har jeg mistet Lucas igen. Og når jeg skal sove, sover jeg to timer, er vågen en time til halvanden, og så sover jeg to timer igen, og så kan jeg ikke sove mere. Jeg er virkelig, virkelig træt.

Situationen bliver ikke bedre af, at hun midt i sorgen også skal kæmpe med økonomiske bekymringer, da hun ikke kan få forlænget sine sygedagpenge.

- Det gør, at der kommer en økonomisk belastning oven i den her sorgbelastning, så jeg udvikler depressive symptomer, fordi jeg ikke kan gøre noget ved situationen, og vi risikerer at miste vores hjem. Vores eksistensgrundlag er lige pludselig i fare.

Hun er uddannet social- og sundhedsassistent og har de seneste 13 år arbejdet på et bosted for mennesker med psykiske lidelser. Hun er også uddannet i dialektisk adfærdsterapi, og før Lucas døde, var hun i færd med at starte egen virksomhed på baggrund af en bog om terapi til mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade, hun og en kollega har skrevet sammen.

De planer er kuldsejlet, og Jeanette Grotkjær føler sig svigtet af et system og en kassetænkning, der ifølge hende ikke tager højde for det enkelte menneskes situation.

- Jeg gad godt, at man fik den hjælp, man har behov for. Det vigtigste er at se på det menneske, man sidder overfor og have en forståelse for vedkommende. Det er der ikke plads til, når man arbejder i kasser, siger hun.

Det er også gået op for Jeanette Grotkjær, at hun havde haft helt andre muligheder, hvis Lucas havde været under 18, da han døde, for så havde hun haft ret til sorgorlov.

I stedet sendte kommunen hende ud i et jobafklaringsforløb, som hun slet ikke følte sig klar til.

- De tilbød mig et abonnement til fitnesscenteret og fortalte mig, at jeg skulle tage et fodbad og en kop te og gøre noget, der var godt for mig selv og flytte fokus. Men der er altså ting, man ikke kan flytte fokus fra. At miste sit barn er i den grad en af dem. Det er helt urimeligt, at der ikke findes sorgorlov for mennesker, der mister deres børn, hvis de er over 18. Vores smerte er da lige så slem, siger hun.

Ved at stå frem med sin historie håber Jeanette Grotkjær, at hun kan få politikerne til at se på, hvad vi som samfund tilbyder folk i dyb sorg. For de penge, det koster at hjælpe sorgramte på benene igen, kan være godt givet ud på længere sigt, påpeger hun.

- Det er, som om du ingen værdi har, hvis du ikke kan bidrage. Det man bare glemmer er, at jeg har haft rigtig mange år på arbejdsmarkedet og betalt til systemet hele mit liv. Jeg har 20 år tilbage, inden jeg skal på pension, så hvis man nu hjalp mig, var der jo en mulighed for, at jeg kunne komme tilbage og bidrage igen, siger hun.

- Jeg havde på et tidspunkt en tro på, at jeg skulle ud og bruge den her forfærdelige situation på at hjælpe nogle andre, og jeg havde en tro på, at jeg skulle have Lucas med mig i min hverdag til at gøre en forskel for andre mennesker, men jeg har fuldstændig mistet det hele.

Tekst: Kristian Jakobsen
Research: Nina Gaunø Fredberg
Foto: Maja Windfeldt Dam, Presse-fotos.dk og privat
Redaktør: Michael Lauritsen
Layout: Frederikke Schmidt
Udgivet: April 2024