Ferieudlejere har armene i vejret – byder tyskere 'herzlich willkommen'

Natten til mandag får tyske turister igen lov at tage på ferie i Danmark - og det er en glædelig nyhed for de østjyske feriesteder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Hos Feriepartner Østkysten er de blandt andet klar til at modtage tyskerne med slikposer og flag. Foto: Vibeke Kristensen

Længe har de længtes, men nu sker det snart.

Natten mellem søndag og mandag ved midnat kan tyske turister igen tage på ferie i Danmark, og det skaber glæde hos en af de østjyske campingpladser og sommerhusudlejere.

Vi har stillet flag og slikposer frem for at vise, at de er meget velkomne.
Vibeke Kristensen, Feriepartner Østkysten

- Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi havde hænderne i vejret, da vi fik at vide, at grænserne blev åbnet for blandt andet tyskere, siger Vibeke Kristensen, direktør og medejer af Feriepartner Østkysten, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Tyskerne er gode til at fylde op i juni, hvor danskerne ikke har ferie. Her udenfor højsæsonen har vi manglet tyskerne, siger hun.

Feriepartner Østkysten har afdelinger på Samsø, i Ebeltoft, Odder og Juelsminde, og her har man valgt at gøre noget ekstra ud af tyskernes genkomst til sommerhusområderne.

Blandt andet er der stillet flag og slikposer frem, som skal byde turisterne fra syd velkommen.

- Nu hvor vi har nøglebokse på alle sommerhuse, ville vi gerne finde en anden måde at fortælle dem, at vi er glade for, at de kommer. Så vi har stillet flag og slikposer frem for at vise, at de er meget velkomne, siger Vibeke Kristensen.

Flest danskere i Fjellerup

Hos Fjellerup Strands Camping udgør tyskerne omkring 20 procent af gæsterne, og pladsen gør klar til, at syv hold tyskere og to hold nordmænd tjekker ind i den kommende uge.

- Det betyder, at der vil være med liv på pladsen, selvom vi nu ikke har haft noget at klage over, siger Peter Frøstrup, lejrchef hos Fjellerup Strands Camping.

Hos Dråby Strand Camping i Ebeltoft udgør tyskerne 40 procent af turistovernatningerne og her glæder man sig derfor også til at kunne byde naboerne fra syd velkommen.

- Vi har fem-seks tyske fastlæggere, der venter på at komme, så der kommer gang i den nu. På jysk, så er det rimelig godt, siger Ivan Kern Andersen, Lejrchef hos Dråby Strand Camping i Ebeltoft.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her