Hospitalsansat smittet med coronavirus - 28 sat i hjemmekarantæne
28 personer er i hjemmekarantæne, efter hospitalsansat er testet positiv for coronavirus. Alle relevante personer har fået besked.
Alle de personer, der vurderes at have været i tæt kontakt med den ansatte på Aarhus Universitetshospital, der er testet positiv for coronavirus, har fået besked.
Det oplyser Aarhus Universitetshospital til TV2 ØSTJYLLAND.
Helt præcist drejer det sig om 28 personer - både kollegaer og patienter fra hospitalet i Skejby.
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har stået for arbejdet, der som planlagt var afsluttet lørdag aften. Dermed har ingen grund til at være bekymret, hvis man har haft sin gang på hospitalet og ikke er blevet kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed.
Knap hver anden virussmittet er helbredt igen
Coronavirusset har spredt sig til over 60 lande. En stor del af de smittede er blevet raske igen.
I midten af januar mistede den første person livet på grund af det nye coronavirus. Det var en 61-årig mand fra Kina, hvor virusset har sit epicenter.
Siden har virusset spredt sig over landegrænser, og mange tusinde har mistet livet. Endnu flere er dog blevet raske igen efter at have været smittet.
Få indblik i nogle centrale tal, der er registreret om virussets udbredelse:
* Antal døde på globalt plan: Knap 3000.
* Antal smittede på globalt plan: 86.900.
* Antal helbredte på globalt plan: 42.100.
* Der er bekræftet coronasmittede i over 60 lande.
* Størstedelen af smitten har fundet sted i Kina. Også i Sydkorea, Italien, Iran og Japan er der større virusudbrud.
* Virusset har fået navnet Sars-CoV-2. Sygdommen, man får af virusset, kaldes Covid-19.
Kilder: Ritzau / Johns Hopkins University.
Smittet i München
Den ansatte fra afdelingen for hud- og kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital blev fredag testet positiv for coronavirus og har siden været i hjemmekarantæne.
Vedkommende er kommet hjem fra en konference i den tyske by München. Her var han i kontakt med en italiener, der senere er testet positiv for coronavirusset. Så snart den ansatte fik besked om det, isolerede han sig selv. Vedkommende er den tredje dansker, der er testet positiv for coronavirus.
At smitten er sket i udlandet gør også arbejdet nemmere for Styrelsen for Patientsikkerhed med at opspore andre, der kan være blevet smittet efterfølgende.
- Så længe det er importerede tilfælde, som jeg vil kalde det, er det nemmere for os. De tre tilfælde, vi har, tager vi én ad gangen.
- Så identificerer vi, hvor de har været henne, hvem de har været sammen med i den periode, og hvor de kan have smittet andre henne. Så tager vi kontakt til dem, sagde overlæge Anne Hempel-Jørgensen fra Styrelsen for Patientsikkerhed lørdag til Ritzau om det arbejde, som man altså var færdig med lørdag aften.
Ingen risiko ved at gå frit rundt
Overlægen understregede lørdag overfor Ritzau, at der ikke er nogen grund til at borgere i Danmark er bekymret for at få virusset.
- Så længe der ikke er smittespredning i Danmark, skal man ikke være bekymret for at færdes her.
- Man er ikke i risiko for at blive smittet med coronavirus ved at færdes frit rundt i Danmark, og det synes jeg, er et væsentligt budskab for danskerne, sagde Anne Hempel-Jørgensen.
Ansat er i hjemmekarantæne
Ledende overlæge på afdelingen for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, snakker løbende med den corona-smittede person fra hospitalet. Overlægen fortalte lørdag, at den pågældende person efter omstændighederne har det godt. Vedkommende er i hjemmekarantæne, og skal være der de næste uger.
- Patienten bor nu i isolation. Han har egen seng, bad og egent køkken og må ikke få besøg. Det gælder de næste uger, indtil vedkommende ikke længere er smittefarlig. Det er sådan, at hvis man er meget syg og har brug for en seng, så kommer man på hospitalet, men ellers kan man være derhjemme, sagde Lars Østergaard til TV2 ØSTJYLAND.