Områder i Mols Bjerge solgt: Endnu mere naturskat beskyttes
Den Danske Naturfond har købt flere områder i Mols Bjerge. Dermed bliver endnu mere af den sjældne og vilde natur i området beskyttet.
Det er måske ikke alle, der bliver lige begejstrede over at finde den ikoniske, vilde plante ’opret kobjælde’ eller en ’lakrød møgbille’, efter at have rodet rundt i en kokasse.
Ikke desto mindre er disse vilde planter og insekter en del af det naturrige område i Nationalpark Mols Bjerge, fyldt med sjældne og truede dyre- og plantearter, som Den Danske Naturfond nu har købt 47 hektar af for at beskytte den vigtige natur.
- Hver gang vi kan flytte noget fra dyrkning og menneskelig udnyttelse over mod noget, hvor naturen får lov til at være i fred og får mere plads, har vi vundet en sejr. Her er der tale om en halv kvadratkilometer i noget af det bedste og mest artsrige natur i Mols Bjerge, siger natur- og projektmedarbejder i Nationalpark Mols Bjerge, Jens Reddersen, til TV2 ØSTJYLLAND.
60 procent af Danmarks insektarter er at finde i området, som Naturfonden nu har købt, og det er et af de områder i Danmark, der huser flest sjældne og truede arter.
Tættere på mål om mere sammenhængende natur
Den Danske Naturfond har et mål om at skabe mere natur, der hænger sammen i stedet for at være spredt og isoleret rundt omkring i landet.
Købet af de 47 hektarer fordobler arealet af de områder i Nationalpark Mols Bjerge, hvor Naturfonden beskytter den vilde natur.
- Mols Bjerge er et af Danmarks bedste og mest unikke naturområder, hvor det myldrer med mange forskellige arter af sjældne vilde dyr og planter. Den natur skal vi bevare for altid, og derfor er vi i Den Danske Naturfond meget glade for at kunne beskytte endnu flere arealer i området, siger Flemming Nielsen, direktør i Den Danske Naturfond, i en pressemeddelelse.
Hos Nationalpark Mols Bjerge skaber købet glæde – og det er måske ikke sidste gang, at samarbejdet bliver udvidet.
- Vi er superglade for Den Danske Naturfonds store engagement i at skabe mere sammenhængende natur og naturbeskyttelse i Nationalpark Mols Bjerge. Vi glæder os til det fortsatte samarbejde med Naturfonden om at passe på vores fælles naturarv, siger sekretariatschef i Nationalpark Mols Bjerge, Birgitte Sidenius Bjerg Lamp, i en pressemeddelelse.
Som at vinde i lotto
Også naturformidler, Jens Thorving Andersen, er begejstret over, at et endnu større areal nu vil blive beskyttet.
- Hvis vi vil naturen det bedste, så skal vi disponere noget mere plads helhjertet til den. Og den eneste gevinst, vi skal forvente at få ud af det, er oplevelsen og beundringen af, at naturen udfolder sig, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
- Forestil dig, at du vinder i lotto en dag. Det er sådan jeg har det, når jeg finder sjældne dyr og planter i den danske natur.