16-årig dreng sigtet for seksuelle overgreb på 12-årig pige
En 16-årig dreng bliver fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for flere seksuelle overgreb og afpresning af en 12-årig pige fra Aarhus-området.
En 16-årig dreng blev torsdag eftermiddag anholdt af Østjyllands Politi efter flere gange at have udført seksuelle overgreb på en 12-årig pige i en forstad til Aarhus.
Drengen er i dag fredag klokken 10.00 blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor han foruden de seksuelle overgreb også er sigtet for at have truet pigen med at offentliggøre nøgenbilleder af hende, hvis hun fortalte nogen om overgrebene.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra hverken politiet eller anklageren, da der er anmodet om lukkede døre under retsmødet.