21-årig ramt af flere skud i bandekonflikt i Aarhus
Den 21-årige mand er uden for livsfare. Politiet knytter episoden sammen med en verserende bandekonflikt i Aarhus
En mand på 21 år er indlagt på Aarhus Universitetshospital efter at være blevet ramt af flere skud. Skyderiet fandt sted på Edwin Rahrs Vej i Brabrand natten til mandag.
Det fortæller vicepolitiinspektør Jeppe James Olsen tidligt mandag morgen. Han kobler samtidig hændelsen sammen med en verserende bandekonflikt i Aarhus Vest.
- Ja, jeg kan bekræfte, at det er banderelateret, siger han.
- Det er en ung mand, som er blevet ramt af flere skud, men han er uden for livsfare. Han er i gang med at blive behandlet, siger han.
- Motivet er formentlig et internt opgør i forbindelse med konflikten.
Den unge mand blev ramt af skud i underlivet, og han er i løbet af natten blevet behandlet på hospitalet. Han er uden for livsfare.
Politiet fik anmeldelsen om skud uden for en adresse på Edwin Rahrs Vej i Aarhus Vest klokken 00.15 og er tidligt mandag morgen fortsat i gang med efterforskningen.
- Vi kan endnu ikke sige så meget, men vi er ved at undersøge, hvilke bandegrupperinger der er tale om.
Den 21-årige mand er fra lokalområdet.
Mandag formiddag mangler politiet fortsat at blive klogere på, hvad der præcis er årsag til skyderiet.
- Vi ved, at personen har en relation til en af grupperingerne i konflikten, men om skyderiet er en del af bandeopgøret, er vi ikke sikre på, siger Janni Lundager, kommunikationskonsulent ved Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi oplyser, at der endnu ikke er foretaget anholdelser i sagen.
Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der kan have set eller hørt noget ved Edwin Rahrs Vej i tidsrummet omkring skyderiet. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.