35-årige Marie kom ind fra gaden og blev døbt
Fredenskirken i Viby arrangerede fredag en såkaldt drop-in-dåb, hvor folk kunne komme ind fra gaden og blive døbt.
Det behøver ikke være højtideligt og ende med en stor fest, når dåben skal gennemføres. I stedet kan det klares hurtigt og let.
Det oplevede 35-årige Marie Larsen Vind fredag eftermiddag, da hun blev døbt i Fredenskirken i Viby. Her havde kirken nemlig arrangeret en såkaldt drop-in-dåb.
Alt det krævede for at blive døbt var gyldig legimitation.
- I et stykke tid har jeg tænkt over, at jeg gerne ville døbes, men jeg har ikke rigtig fået gjort noget ved det. Men så opdagede jeg, at der var en mulighed for at få en drop-in-dåb, siger hun og fortsætter.
- Det virkede lidt lettere, at jeg bare kunne komme ind og blive døbt.
Dåben skal fastholdes
Det er ingen hemmelighed, at færre bliver døbt i Danmark. Derfor har kirken nu taget det nye initiativ i brug, så flere kan få vand i håret.
Det fortæller Jette Marie Bundgaard-Nielsen, der er provst i Aarhus Søndre Provsti.
- Selvfølgelig skal vi blive bedre til at gøre opmærksomme på os selv, siger hun.
Og det virker til, at konceptet er blevet vel modtaget. I alt blev 28 døbt i Fredenskirken fredag.
Tidligere er 14 blevet døbt ved et lignende arrangement i Sankt Johannes Kirke.
Også muligt at blive drop-in-gift
Folkekirken har også eksperimenteret med drop-in vielser i Syddjurs.
Til et drop-in-bryllup skal brudeparret næsten ikke røre en finger selv.
- Det eneste, folk skal have forberedt inden, er den her prøvelsesattest, som er det stykke papir, man skal have for at blive gift. Man kan have lov til at være egoistisk og sige, at den her dag kun handler om vores kærlighed og ikke alt det, der traditionelt følger med et stort bryllup, fortæller sognepræst i Thorsager, Bregnet og Feldballe sogne, Anne Marie Poulsen Tolbod.
Drop-in-tilbuddet kan ses som et kompromis mellem et rådhusbryllup og et kirkebryllup, fortæller sognepræsten.
- Når man som par skal starte et nyt kapitel sammen, så kan man have brug for at sætte det ind i en større sammenhæng og få nogle store ord med på vejen, også selvom man ikke har en halv million, fortæller Anne Marie Poulsen Tolbod.