Ådal skal blive til vild natur: 300 lodsejere skal lige overbevises

Et nyt projekt skal lave en naturpark ved Aarhus Ådal, men projektet kan blive svært at realisere, da der skal laves aftaler med 300 lodsejere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Henrik Christensen risikerer at må lukke sin virksomhed, hvis kommunens naturpark-projekt realiseres.

Et stort område ved Aarhus Ådal skal være vild natur. Det mener Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek.

Men hvis den plan skal lykkes, så skal der ifølge Aarhus Kommune indgås aftaler med 300 lodsejere, der skal bytte eller sælge deres jord. 

Henrik Christensen ejer Harlev Put and Take, der ligger lige ved det område, der skal omdannes til naturpark, hvis projektet går igennem. Han forstår ikke umiddelbart forslaget.

- Det lyder lidt mærkeligt. Det kan man ikke rigtig få til at passe til en lystfiskersø, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Han mener ikke, at han kan drive sin forretning, hvis projektet bliver til virkelighed.

- Jeg kan ikke have folk rendende hernede, og så have put and take samtidig, siger Henrik Christensen.

Så derfor ser han kun én udvej, hvis naturpakken bliver til virkelighed.

- Så bliver jeg nok nødt til at lukke. Og det ville jeg være træt af, siger Henrik Christensen.

Bliver svært at realisere 

Anders Barfod, der er lektor ved institut for biologi på Aarhus Universitet, mener, at projektet har en masse gode forslag i forhold til at skabe mere natur og øge biodiversiteten i Aarhus Kommune.

- Jeg synes, at det er en super god ide, og det er måske også det, der er nødvendigt, hvis vi skal nå i mål med vores ambitiøse ideer om, hvordan biodiversiteten skal være i fremtiden, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Anders Barfod siger dog også, at projektet kan blive svært at realisere i virkeligheden. Han peger på, at der er rigtig mange forskellige lodsejere, som der skal laves aftaler med før, at naturparken kan laves.

- Det bliver lidt af et kludetæppe af aftaler. Jeg tror godt, at det kan lade sig gøre, men det vil kræve en stor indsats. Det er et ambitiøst projekt, det er der ingen tvivl om, siger Anders Barfod.

Der kræver nemlig ikke meget før, at ideen om én lang sammenhængende naturpark ikke kan lade sig gøre.

Jeg tror godt på, at vi kan finde fælles løsninger.
Bünyamin Simsek (V), Rådmand

- Man kan risikere, at der er folk, der sætter sig på bagbenene og ikke vil være med. Og så kan ambitionen om at lave et sammenhængende naturområde falde til jorden, fordi en enkelt lodsejer blokerer det, siger Anders Barfod. 

Rådmand Bünyamin Simsek (V) er fortrøstningsfuld med sit naturprojekt, selv om han først skal skaffe opbakning fra 300 lodsejere.

Rådmand er fortrøstningsfuld

På trods af Anders Barfods bekymring om de mange aftaler, der skal laves med lodsejerne, så er Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), fortrøstningsfuld angående projektets chancer. 

- Jeg tror godt på, at vi kan finde fælles løsninger. Vi kan måske bytte til bedre landbrugsjord, og vi vil også gerne afsætte økonomien, så vi kan betale værdien af den jord, landmanden har, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Han medgiver dog, at det ikke bliver nogen nem opgave. 

- Jeg ved, at det er svært. Men jeg ikke lide, at vi har en politik, der alene bare står på en hylde på rådhuset. Jeg kan godt lide, at vi skaber handling, siger Bünyamin Simsek. 

Projektet med naturparken ved Aarhus Ådal er et af i alt 10 projekter, der skal sikre mere natur i Aarhus Kommune. De andre ni bliver præsenteret onsdag. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her