Aarhus Airport lukker: SAS har fløjet med flere ansatte end passagerer
Nu skal der skrues op for forbedringer af lufthavnen.
Aarhus Airport lukker midlertidig på grund af coronavirus.
Det oplyser lufthavnens administrerende direktør, Peer H. Kristensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Lukningen skyldes, at SAS stopper med at flyve ruten mellem Aarhus og København. Det er den eneste rute, der indtil nu ikke er blevet suspenderet.
Flere fordele
Lukningen kommer ikke som en overraskelse, og den er faktisk en økonomisk fordel for lufthavnen, lyder det fra Peer H. Kristensen.
- De seneste dage har der været omkring 10 passagerer om dagen. På nogle ruter har SAS haft flere ansatte ombord end passagerer, så jeg kan sagtens forstå, de har suspenderet ruten, siger han fortsætter:
- Vi har haft 40 medarbejdere for at kunne opretholde en bemanding af lufthavnen. De medarbejdere kan vi nu sende hjem med lønkompensation.
Lufthavnen har allerede hjemsendt over 60 medarbejdere.
Bygger på livet løs
Den sidste flyvning bliver søndag 29. marts.
- Vi pauser ruten fra Aarhus Airport fra først i næste uge. Det gør vi på grund af situationen med coronavirus, siger kommunikationsdirektør i SAS, Karin Nyman, til TV2 ØSTJYLLAND.
Fra på mandag vil det kun være ledelsen, en række administrative medarbejdere og nogle teknikere, der arbejder fortsat arbejder.
Lufthavnen er allerede i gang med at lave en række forbedringer, og den proces vil der blive skruet op for, mens lufthavnen er lukket.
- Vi rykker endnu flere håndværkere ind i lufthavnen og bygger på livet løs. Når der ikke er nogle ting, man skal tage hensyn til, kan man gøre tingene dobbelt så hurtigt, siger Peer H. Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Vi er i gang med at løfte vores check-in område. Så bygger vi et helt nyt security-område, hvor vi tredobler det eksisterende areal. Det burde være klart 1. maj, siger lufthavnsdirektøren.
Han har endnu ingen anelse om, hvornår Aarhus Airport åbner igen.
- Dit bud er lige så godt som mit. Mit gæt vil være, at når vi kan begynde at se, at viruskurven flader ud, så begynder vi også at flyve igen. Vi kan gøre klar til at genåbne lufthavnen på 24 timer, siger Peer H. Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.