Aarhus-elever får gratis computer: - Skal gøre op med ulighed
Efter sommerferien kan aarhusianske folkeskoleelever se frem til en gratis computer. Det skal være med til at mindske uligheden, mener rådmand.
Det er ikke alle elever, der har en computer, de kan komme i skoletasken om morgenen.
Men det skal de have, mener Aarhus Kommune. Derfor har Byrådet onsdag besluttet, at alle elever fra 2. til 10. klasse i de aarhusianske folkeskoler skal have deres egen personlige computer efter sommerferien.
- Vi vil gerne gøre op med den ulighed, der er i adgangen til it-udstyr, siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.
Og det er ifølge Thomas Medom vigtigt, at eleverne får adgang til samme udstyr i skolegangen som deres klassekammerater.
- Eleverne ligestilles med deres klassekammerater. Der er også en matematikbog til alle, og sådan skal det også være med it-udstyr, siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.
Computer bruges mere og mere
Det er et problem, i folkeskolerne, at nogle elever ikke har mulighed for at have computer med.
- Vi oplever bestemt en ulighed i adgangen til it-udstyr hos eleverne. Nogle forældre har ikke råd, mens andre aktivt vælger det fra, siger skoleleder på Læssøesgades Skole, Louise Schmidt.
Computeren bruges ifølge Louise Schmidt mere og mere i undervisningen, og hun er derfor glad for Byrådets beslutning.
- Jeg hilser det velkommen, og synes, at det er meget fornuftigt. Det betyder, at alle børn får lige muligheder, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
I alt 23.000 folkeskoleelever får udleveret computere efter sommerferien.