Aarhus vinker farvel til verdens største samling af menneskehjerner
Hjerner flyttes væk fra det psykiatriske hospital i Risskov. I fremtiden skal de opbevares i Odense
9400 hjerneskiver i formalin og 50.000 stykker hjernevæv indstøbt i paraffin har i en årrække befundet sig i en kælder på det gamle psykiatriske hospital i Aarhus.
Nu flytter hjernerne til Syddansk Universitet, fordi der ikke er plads til samlingen, når det psykiatriske hospital til november flytter ind i nye lokaler i Det Nye Universitetshospital i Skejby.
Det oplyser formand for psykiatriudvalget i Region Midtjylland Jacob Isøe Klærke (SF) til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det vil koste cirka 15 millioner at flytte samlingen, og i maj måned sidste år har man gennemført en høring og undersøgt, hvad forskningspotentialet og de etiske overvejelser ville være ved at flytte samlingen. Der var konklusionen, at den videnskabelige værdi i forhold til økonomien ikke vil kunne svare sig, siger Jacob Isøe Klærke.
Unik samling af hjerner
De mange hjerner stammer fra psykiatriske patienter, der har været indlagt på danske statshospitaler fra 1945 til 1982. Her begyndte man at indsamle hjerner fra afdøde patienter med blandt andet skizofreni, depression og demenssygdomme.
- Det er en unik, national samling, der er opbygget igennem mange år, og derfor er det rigtig godt, at Region Syddanmark vil overtage samlingen. Det betyder, at forskere både nationalt og internationalt fremover kan bruge samlingen, siger Jacob Isøe Klærke til TV2 ØSTJYLLAND.
På Syddansk Universitet i Odense har man lokalerne til at opbevare samlingen. Region Midtjylland betaler for flytningen, mens Region Syddanmark fremover vil have nogle driftsomkostninger.
- Vi er glade for, at vi kan hjælpe med at bevare den unikke hjernesamling på danske hænder. Vi har en ambition om at øge det forskningsmæssige udbytte af samlingen til gavn for patienterne, blandt andet ved at gøre den tilgængelig for forskere i hele verden, siger Kim Brixen, der er direktør på Odense Universitetshospital, i en pressemeddelelse.
Cirka fem procent af samlingen er dog så dårlig, at den vil kasseret og destrueret, Jacob Isøe Klærke.
Indsamlingen af hjerner fra afdøde psykiatriske patienter foregik i sin tid under statsligt kontrollerede forhold. Dengang var det ikke nødvendigt at indhente tilladelse hos patienter eller deres pårørende, før man fjernede hjernerne.