AGF sender alle spillere hjem på coronapause
AGF har i stil med andre klubber valgt at sende alle spillere og trænere hjem under coronakrisen.
Fra fredag skal man lede længe efter de professionelle spillere og trænere på AGF's træningsbaner.
AGF har således hjemsendt alle kontraktspillere samt trænerstaben som følge af coronakrisen og de uklare fremtidsudsigter for genoptagelse af sæsonen har
Det meddeler klubben på sin hjemmeside.
Spillere og trænere er hjemsendt efter reglerne i den trepartsaftale, som regeringen og arbejdsmarkedet har indgået for fyringstruede medarbejdere.
- Kort efter coronakrisen startede, hjemsendte vi størstedelen af den administrative stab, og nu har vi tilføjet den sportslige del af medarbejderstaben, siger kommunikationschef for AGF Søren Højlund til TV2 ØSTJYLLAND.
AGF har indtil fredag ladet spillere træne i små grupper med afstand til hinanden under vejledning af trænerne.
Størstedelen af de øvrige klubber i Superligaen har allerede hjemsendt deres spillere.
Et solidt fundament
Onsdag suspenderede klubben også forventningerne til årets økonomiske resultat, da coronakrisen har gjort det umuligt at kigge i den økonomiske krystalkugle for året.
Alligevel tror klubbens direktør, Jacob Nielsen, at klubben nok skal komme helskindet gennem den globale krise.
- Vi har et solidt fundament, og de forskellige hjælpepakker, vi kan gøre brug af, er en stor hjælp, men der er ingen tvivl om, at nedlukningen vil have store konsekvenser for dansk fodbold, siger han til agf.dk.
- Her er det vores opgave at sikre AGF's tarv bedst muligt, og det betyder også, at vi løbende foretager en vurdering af, hvordan vi får det mest optimale ud af de medarbejdere og ressourcer, vi har.
Den vurdering har altså fredag ført til, at spillere og trænere er sendt hjem på pause, indtil der er mere afklaring angående coronakrisen.
AGF indtager efter en stærk efterårssæson tredjepladsen i 3F Superligaen, som har ligget stille siden 9. marts, hvor den seneste kamp blev spillet i rækken.
Det var netop AGF, som var på banen i Silkeborg, hvor det blev til et nederlag på 1-2.