AGFs pokaldrømme blev slukket i Brøndby
Brøndby vendte nederlag fra første kamp til samlet sejr, da AGF blev sendt ud af pokalen med samlet 4-3.
Effter et dramatisk 4-2-nederlag på udebane i Brøndby IF søndag aften er AGF ude af pokalen med samlet 4-3.
Ovenpå 0-1-nederlaget for en uge siden i Aarhus fyrede Brøndby i midtugen cheftræner Jesper Sørensen. I den forbindelse fremhævede klubben, at pokalen har høj prioritet, og at man ønskede en energiindsprøjtning.
Det fik man i den grad. Midlertidig træner Frederik Birk havde sat et aggressivt Brøndby-mandskab op, og der var fuld knald på værterne, som et lille kvarter før tid var foran 4-0.
Til sidst var holdet dog tæt på at smide det. Et rødt kort og to aarhusianske scoringer bragte pludselig spændingen tilbage, men Brøndby holdt til sidst stand og er semifinaleklar.
Dermed er tre ud af de fire pokalsemifinalister fundet. Fredag gik Viborg FF videre med samlet 7-1 over Brabrand, mens FC København tidligere søndag samlet slog Kolding 4-1 over de to kampe.
Mandag mødes AaB og Silkeborg IF i den sidste kvartfinale i Aalborg. Det første opgør mellem de to endte 2-2.
Skidt aflevering førte til mål
Brøndby-vikaren Frederik Birk havde inden kampen lagt vægt på, at han ville se et aggressivt udtryk fra sit mandskab, og det var tydeligt fra første fløjt.
Værterne startede i et højt pres, der hurtigt gav pote.
Aarhusianernes Kristian Arnstad lavede i det tiende minut en skidt aflevering på egen halvdel, og Yuito Suzuki var med det samme over bolden og brød igennem i AGF-feltet.
Det tvang midtstopperen Frederik Tingager til at trække i nødbremsen, og Daniel Wass var efterfølgende sikker fra straffesparkpletten.
Som så ofte før når Brøndby og AGF støder sammen, var søndagens møde en intens og hårdt spillet affære, og i første halvleg var det værterne, der trivedes bedst i det kampbillede.
Brøndby var flere gange tæt på at øge føringen, og efter en halv time var der gevinst, da Mathias Kvistgaarden satte sidste inderside på et fornemt angreb.
Sebastian Sebulonsen fandt Nicolai Vallys i dybden. Han spillede klogt på tværs til Kvistgaarden, der sendte bolden i det tomme net.
Efter en lille time blev det også 3-0, da Brøndby udnyttede en omstilling.
Noah Nartey drev bolden frem og spillede Vallys i dybden, og denne gang sparkede offensivspilleren selv bolden ind bag Jesper Hansen i AGF-målet.
I 77. minut blev det også 4-0 til værterne, og hvor Vallys tidligere var gået fra assistmager til målscorer, var det nu Narteys tur.
Den unge midtbanespiller modtog bolden i AGF-feltet og øgede sikkert føringen.
Jagtede et comeback
Derfra vendte opgøret på en tallerken. Ti minutter før tid dukkede Patrick Mortensen op ved bageste stolpe og gjorde det til 1-4.
Få minutter senere fik indskiftede Stijn Spierings et dumt rødt kort for værterne. Midtbanemanden fik først en advarsel, og da han efterfølgende klappede ironisk af dommerens kendelse, blev han sendt i bad med det andet gule kort.
Da Mikkel Duelund så minuttet efter reducerede til 2-4, var der for alvor spænding i kampen.
AGF trykkede på og skabte muligheder, men Brøndby stod imod og er klar til pokalens semifinaler, der spilles til foråret.