Bandekrig får politiet til at oprette station i Tilst
Bandeurolighederne får politiet til at oprette midlertidig politistation i Tilst. Samtidig forlænges og udvides visitationszone
Østjyllands Politi er onsdag eftermiddag midlertidigt flyttet ind på Langkærvej i Tilst med en mobil politistation, der indtil videre vil holde parkeret ved butikstorvet alle dage i eftermiddags- og aftentimerne.
Etableringen af en mobil politistation i Tilst er et nyt tiltag i politiets indsats mod den igangværende bandekonflikt i Aarhus.
- Vi har de seneste uger set, at flere bandemedlemmer har flyttet deres aktiviteter fra Bispehaven til Tilst. Når banderne flytter sig, så flytter vi selvfølgelig med, og derfor har vi været en del til stede i Tilst den senere tid med ekstra patruljer, siger politiinspektør Lau Thygesen fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Vi kan konstatere, at bandemedlemmerne primært har opholdt sig i området ved butikstorvet på Langkærvej, og derfor samler vi nu vores indsats i det område, siger han.
Den mobile politistation, der er en stor, hvid lastbil med politilogo på siden, vil betyde, at politiet er endnu mere synligt i Tilst – både for bandemedlemmerne og for borgerne – og det er hele formålet, forklarer Lau Thygesen.
- Vi vil meget tydeligt vise bandemedlemmerne, at vi holder øje med dem og deres aktiviteter, så vi blandt andet kan forhindre, at de får held til at rekruttere nye, unge medlemmer, der måske lader sig friste af bandernes tilstedeværelse, siger han.
- Samtidig er vi til rådighed for de lokale beboere, der får mulighed for at komme forbi og stille spørgsmål, anmelde noget eller måske bidrage med tip eller vigtige oplysninger til politiet, siger Lau Thygesen.
Udviklingen i bandekonflikten har gjort, at Østjyllands Politi allerede nu har besluttet at forlænge og udvide den nuværende visitationszone, så den også kommer til at omfatte Tilst-området.
Det betyder, at visitationszonen gælder fra onsdag den 19. juli klokken 16. Den gælder foreløbig til og med den 18. august.
Visitationszonen omfatter området afgrænset af:
Nord: Tilst Vestervej fra Viborgvej og videre ad Havkærvej til Viborgvej.
Øst: Langs Viborgvej i nord via Haslevej/Tingvej til Silkeborgvej.
Syd: Brabrandstien fra Ørvadsvej (vest) til Gjellerupvej – Viby Ringvej (øst) op til Silkeborgvej.
Vest: Ørvadsvej – Edwin Rahrs Vej – Anelystvej til Viborgvej og ud til Tilst Vestervej.
I disse områder kan politiet stikprøvevis foretage kropsvisitationer samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.
- Formålet med en visitationszone er at sikre, at der ikke er nogen, der går rundt med våben. Vi har foretaget over 200 visitationer i den nuværende visitationszone og kun fundet enkelte stik- og slagvåben, og det ser jeg som et udtryk for, at de kriminelle har forstået budskabet, siger Lau Thygesen og uddyber:
- Derfor giver det også god mening at udvide visitationszone til Tilst-området, som et klart signal til de bandemedlemmer og andre kriminelle, der opholder sig der.
I Aarhus Kommune er der opbakning til politiets initiativ.
Områdechef i Børn og Unge, Ole Ibsen, siger:
- Det er vigtigt, at vi fortsat har fokus på forebyggelse og på at sikre, at hverken børn eller unge bliver tiltrukket eller fristet af banderne. Derfor er vi tilfredse med at politiet vil være synligt til stede i Tilst. Det understøtter de aktiviteter og tilbud, som vi fra kommunens side har til de unge i området, siger han.