Bilist slog medtrafikant bevidstløs
En episode på Randersvej i Aarhus endte med, at en meget utålmodig bilist tildelte en 40-årig forankørende mand flere knytnæveslag
I går kl. 17.20 holdt en 40-årig mand og ventede på muligheden for at køre ud på Randersvej fra Trige Centervej. Den tætte trafik gjorde dog, at han måtte vente en rum tid - for lang tid til en bagvedkørende bilist' tålmodighed.
Da han endelig nåede ud, fulgte den anden bilist - en 34-årig mand - nemlig efter og foretog en overhaling. Han bremsede kraftig op foran den 40-årige, hvorefter de begge steg ud af deres biler.
Her slog den 34-årige medtrafikanten med et så kraftigt knytnæveslag i ansigtet, at ofret besvimede. Da han vågnede og rejste sig igen, fik han endnu et slag, hvorefter voldsmanden kørte fra stedet.
Blev varetægtsfængslet i fire uger
Østjyllands Politi kunne kort efter anholde gerningsmanden på hans bopæl i Aarhus.
- Sådanne episoder sker ikke så tit, men vi hører da om dem af og til, fortæller politiassistent Marianne Morgen.
Man forsøgte i dag at tildele manden en straksdom for overfaldet, men da han nægtede episoden, blev den 34-årige i stedet varetægtsfængslet i fire uger. Han har lignende voldsoverfald bag sig.