Brand kan ændre boligplaner: Tvivl om bevaringsværdig villas skæbne

Den nu udbrændte villa på Kalmargade skulle bevares og indgå i et nyt boligprojekt, men nattens flammer kan ændre planerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Da villaen er vurderet til at være bevaringsværdig, er det meningen, at den skal indgå i et nyt boligprojekt. Men som videoen her viser, er villaen langt fra den samme efter nattens brand, så fremtiden for ejendommen er nu usikker.

Nedbrændt villas skæbne er afgjort

Aarhus Kommune har tirsdag eftermiddag meldt ud, at villaen skal genopføres. Det står klart og tydeligt i lokalplanen for området, som blev underskrevet i 2017.

Læs mere her: Nedbrændt villas skæbne er afgjort

En brand natten til tirsdag i en tom villa på Kalmargade i det nordlige Aarhus kan nu føre til ændringer i planerne om nybyggeri på den omkringliggende byggegrund.

Villaen på Kalmargade 12 er det eneste villa, der er tilbage på grunden mellem Randersvej, Kalmargade, Malmøgade og Stockholmsgade.

Modsat naboejendommene blev den ikke jævnet med jorden for at gøre plads til nybyggeriet, fordi villaen fra 1933 er vurderet til at være bevaringsværdig. Det fremgår af Slots- og Kulturstyrelsens database over fredede og bevaringsværdige bygninger.

- Der var flere ejendomme, der tidligere var erklæret bevaringsværdige, men vi indgik en aftale med kommunen om, at det var den her villa, der skulle bevares, fordi den var den mest karakteristiske, siger Freddie Eriksen, der er indehaver af Eriksen Arkitekter, som står bag boligprojektet sammen projektudviklingsfirmaet KAUP A/S, til TV2 ØSTJYLLAND.

I stedet for at blive revet ned er den særlige villa indtænkt i byggeplanerne. Efter planen skal den renoveres og stå side om side med nybyggede rækkehuse og lejligheder.

Illustrationen her viser, at villaen er indtænkt i planerne om nybyggeri (Se midterst til venstre) Foto: Eriksen Arkitekter

Men det er ikke længere sikkert, at det er sådan, det ender. For efter branden natten til tirsdag er der ikke meget af villaen tilbage.

- Vi har ikke på nuværende tidspunkt status over, hvordan standen er nu. Men for mig at se er den uhyggeligt dårlig. Jeg tvivler på, at den kan reddes, men det må vi se, siger Freddie Eriksen.

Eriksen Arkitekter vil nu indlede en dialog med Aarhus Kommune om villaens fremtid.

Freddie Eriksen fortæller desuden, at man har kæmpet for at beskytte det tomme hus mod hærværk ad flere omgange.

- Vi har forsøgt at sikre den ved at skrue plader for vinduer og døre, men jeg tror ikke, der gik ret mange timer, så var de skruede af igen. Der er hele tiden kommet ubudne gæster, og nogle har også boet der i tidens løb, og vi har haft politiet deroppe for at rydde det, siger han.

Arkitektfirmaet, der ejer villaen, har forsøgt at forhindre hærværk, men alligevel er villaen blevet malet med graffiti - og nu altså også brændt. Årsagen til branden kendes endnu ikke.

På det seneste har arkitektfirmaet ladt den stå og opgivet at sikre den, da arbejdet på byggepladsen så småt er gået i gang.

- Bliver aldrig det samme igen

26-årige Ida Dudzinski er opvokset i villaen på Kalmargade 12, og hun boede der, lige indtil hun flyttede hjemmefra.

Hun er trist over den udbrændte villas skæbne.

- Jeg tror, det rammer mere, end man lige tænker. Det har været mærkeligt nok, at det har bare har stået der i et år, og at der er blevet malet graffiti på, men at det ligefrem er brændt ned, det føles mærkeligt, siger Ida Dudzinski til TV2 ØSTJYLLAND.

Sådan her så villaen ud, inden den blev opkøbt, og de omkringliggende villaer blev revet ned sammen med hække, træer og lignende. Foto: Google Street View

Hendes forældre boede i villaen, indtil de blev købt ud i forbindelse med planerne om nybyggeri.

- Tanken om, at den blev bevaret og skulle renoveres, synes jeg var fin. Så kunne jeg stadig tage derhen og vise mit barndomshjem frem. Men nu hvor den er brændt, synes jeg lige så godt, man kan rive den ned, siger Ida Dudzinski.

Hun har løbende holdt øje med, hvad der skete med villaen og med spænding fulgt med i planerne for området.

- Men det behøver vi jo så ikke gøre længere nu, for det bliver aldrig det samme igen, siger hun.

Brandårsag undersøges af politiet

Teknikere fra Østjyllands Politi skal tirsdag ud til villaen for at finde frem til brandårsagen.

- Vi har nogle indikationer på, at der kan være tale om en påsat brand, men det skal vi have undersøgt nærmere, siger Janni Lundager, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Anmeldelsen om, at den tomme villa var gået op i flammer, tikkede ind hos brandvæsenet klokken 02.39 natten til tirsdag.

Politiet oplyser, at branden var så omfattende, at brandvæsenet måtte rive taget og gavlen af huset for at få slukket det hele.

Ejendommen bestod tidligere af tre etager, men det fremgår af billedet taget på stedet efter branden, at førstesalen ikke længere eksisterer.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her