Corona har kostet Aarhus dyrt – Nu vil kommunen hjælpe
Restauranterne, frisørerne og tøjbutikkerne er blandt de erhverv i Aarhus Midtby, som har blodrøde tal på bundlinjen efter de første måneder af coronakrisen.
Blødende økonomi og røde tal på bundlinjen. Det er konklusionen, efter at Aarhus Kommune har bedt konsulentvirksomheden Silverbullett undersøge hvor hårdt coronakrisen har ramt restauranter, butikker og frisører i det centrale Aarhus.
I coronakrisens første to måneder mistede restauranterne 79 procent af deres forventede omsætning. For de liberale erhverv som for eksempel frisører var omsætningen 77 procent lavere, mens det for detailhandlen kostede 32 procent af omsætningen.
- Det er voldsomme voldsomme tal og derfor er det også ekstra dejligt at se, at folk er begyndt at komme tilbage og bruge byens rum cafeerne og restauranterne, siger direktør i Aarhus Cityforening Claus Bech.
- Men der er et kæmpe efterslæb, der skal hentes, efter de tre måneder, vi har været igennem.
Gang i byen
Derfor vil Aarhus Kommune nu med tiltaget ”Mere gang i byen” forsøge at hjælpe byens erhverv. Til projektet har politikerne afsat en million kroner.
Tiltaget er kærkomment mener Jesper Stevn, der er en af byens mange restauratører. Men kun til en start. Skal det enorme tab indhentes, så er der behov for bedre muligheder for at trække gæsterne til.
- Hvis der kommer nogle tiltag, som gør, at vi kan få lov at gøre lidt anderledes end vi plejer at gøre, så tror jeg godt, det kan gå, siger Jesper Stevn, der er indehaver af Cross Cafe, Åland og Cafe Ziggy i Aarhus.
- Her langs åen mangler vi noget handlefrihed til at lave noget livemusik, der kan trække folk til. De retningslinjer vi har for branchen er tålelige, men jeg håber, de ændrer sig, for vi har behov for at hente noget omsætning i de perioder, hvor der er mange mennesker i byen.