Dobbelt så mange anmeldelser: Tinnah kan ikke sidde på sin altan for larm
Østjyllands Politi har de seneste to måneder modtaget næsten dobbelt så mange anmeldelser om støj i forhold til sidste år.
- Det er min dejlige lille altan, som jeg ikke har kunne bruge det sidste stykke tid, fordi der har været mega høj musik, lyder det fra Tinnah Solear til TV2 ØSTJYLLAND.
Forsamlingsforbuddet og udsigten til 25 grader og høj sol er en farlig cocktail. Det har Tinnah Solear om nogen mærket. Hun er nabo til Botanisk Have i Aarhus og lige nu i gang med eksamenslæsningen, men på grund af høj musik fra de besøgende i parken er det ikke nemt at koncentrere sig.
- De sidste par dage har det føltes som Northside nonstop. Det er ikke særlig let at sidde og læse herude, når der kører en tung bas rigtig mange timer i døgnet, siger hun.
Næsten dobbelt så mange anmeldelser som normalt
Det har fået hende til at politianmelde larmen to gange til Politiet, og det er hun ikke alene om. Østjyllands Politi har under coronakrisens seneste to måneder modtaget dobbelt så mange anmeldelser om støj i forhold til, hvad de plejer at modtage i lignende perioder.
- (..) de seneste to måneder har vi fået næsten dobbelt så mange anmeldelser om det, vi på smukt politisprog kalder ”musik til ulempe”, end vi havde på samme tid sidste år. I sidste måned fik vi hele 161 anmeldelser om folk, der enten ude eller inde havde skruet volumeknappen så voldsomt op, at det generede andre, skriver de blandt andet i et opslag på deres Facebookside, hvor de opfordrer folk til at skrue ned:
- Skru nu ned for anlægget og op for hensynet til andre, står der.
Må sidde inde og læse til eksamen
Vi var i dag forbi Bellevue Strand ved Risskov i Aarhus, hvor musikken også var til stede - dog med omtanke.
- Vi synes, det er vigtigt, at der er plads til alle hernede. Vi synes jo også, det er træls, hvis vi ligger og soler, og der så bare er høj tramp musik. Vi er meget opmærksomme på, at der skal være plads til dem, der ligger ved siden af, lyder det fra Thea Paulsen til TV2 ØSTJYLLAND.
-Jeg tænker ikke rigtig over det, men hvis der er nogen, der siger, at vi spiller for højt, så skruer vi ned, fortæller Emma Andersen, der også var forbi Bellevue Strand mandag eftermiddag, til TV2 ØSTJYLLAND.
Håber kommunen vil etablere en dialog
Tilbage hos Tinnah Solear oplever hun dog endnu ikke dette hensyn, så hvis vejret bliver ved med at ligne noget, der minder om sommer, så er der kun en løsning for hende, hvis hun skal komme i mål med eksamenslæsningen.
- Jeg bliver desværre nødt til at sige farvel til det gode vejr og sætte mig ind i min stue, hvor jeg har fred til at læse, siger hun.
Hun er dog stadigvæk optimistisk og tror på, at der kan findes en løsning.
- Det ville simpelthen være så rart, hvis vi kunne gå i dialog med hinanden. Aarhus promoverer sig på at være en by med plads til alle, så tænker jeg, at det er vigtigt, at vi får kommunen til at etablere en dialog, så de kan få festet, og jeg kan få læst til eksamen, uden at jeg 12 timer om dagen skal høre på sådan en tung bas.