Efter hærværk og halshugning af kunstværk: Nu er kohoved fundet

En træskulptur af en ko i Botanisk Have i Aarhus blev tidligere på ugen lemlæstet og halshugget. Nu er koens hoved dukket op igen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Kohovedet blev fundet onsdag aften, men det ene horn er knækket af og mangler stadig. Foto: Jacob Justesen - Botanisk Have

Lemlæstede ben og et afsavet hoved, der tilmed var pist væk. Sådan et syn mødte gartner Jacob Justesen, da han mandag morgen var klar til en ny uges arbejde i Botanisk Have i Aarhus.

Det er et halvtungt hoved, der vejer 16 kilo, så de er nok blevet trætte i armene af at slæbe det.
Jacob Justesen, gartner

En træskulptur af en ko var blevet udsat for hærværk og tyveri.

- I morges, da jeg kom, så mødte jeg den her stakkels ko, der har mistet sit hoved. Den her er tilmed rykket med af sin sokkel, og den har brækket benet, sagde Jacob Justesen mandag.

Nu er der godt nyt i sagen. For med offentlighedens hjælp er det lykkes at finde kohovedet igen.

Science Museerne håber på, at de med lim og god vilje kan samle koen igen. Foto: Jacob Justesen - Botanisk Have

- Da jeg var på vej hjem i aftes, blev jeg ringet op af en af pigerne i caféen, fordi der stod en dame, som fortalte, at hun havde set kohovedet ligge oppe i parken. Så jeg vendte om og fandt hovedet, der hvor damen havde sagt, det lå, siger Jacob Justesen i dag til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er skønt, at vi har oplevet så stor opbakning fra eksempelvis vores følgere på Facebook, og ikke mindst at det har givet resultat.
Trine Mikkelsen, Science Museerne

Han fortæller, at hovedet lå smidt inde i en hæk ved parkeringspladsen - et godt stykke fra det sted, hvor koen normalt holder til.

- Det er et halvtungt hoved, der vejer 16 kilo, så de er nok blevet trætte i armene af at slæbe det. Og det er uhåndterligt at gå med, og så har de bare smidt det, fortæller gartneren.

Selvom kohovedet er lettere medtaget, efter mandagens hærværk og tyveri, så er Jacob Justesen fortrøstningsfuld og regner med, at træskulpturen kan reddes.

- Hovedet er slået lidt i stykker, og det mangler et horn, men det kan vi lime og lave, så vi regner med, at koen kan komme på sin plads igen i næste uge, siger han.

Sådan ser koen ud, efter den godt en uge efter fundet af kohovedet atter er blevet limet sammen og sat op på sin plads i Botanisk Have. Foto: Trine Mikkelsen - Science Museerne

Udlovede dusør - nu efterlyses finderen

Skulpturen har så stor værdi for Botanisk Have, at de udlovede en dusør til den, der fandt resterne af koen. En dusør på to billetter til sommerrundvisningen Smag på Verden samt to frokoster. Men nu efterlyser de damen, der fandt hovedet.

- Da jeg kom tilbage i aftes, var damen væk, fordi hun havde travlt, så hun nåede slet ikke af få sin dusør. Derfor efterlyser vi hende nu, siger Jacob Justesen.

VIDEO: Se her hvilket syn, der mødte gartner Jacob Justesen mandag morgen.

De seneste dage har Science Museerne, som står for Botanisk Have, modtaget flere henvendelser fra borgere, der har haft tips til, hvor kohovedet kunne være. Det fortæller kommunikationskonsulent ved Sicence Museerne, Trine Mikkelsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er skønt, at vi har oplevet så stor opbakning fra eksempelvis vores følgere på Facebook, og ikke mindst at det har givet resultat. Nu vil vi prøve at sætte koen sammen, så den igen kan blive en del af udstillingen i Danske Plantesamfund, siger hun.

Østjyllands Politi bekræftede tidligere på ugen, at de mandag modtog en anmeldelse om hærværk i Botanisk Have.

- Vi har fået anmeldelsen telefonisk klokken 08.54, og episoden kan have fundet sted på et tidspunkt mellem fredag eftermiddag og mandag morgen. Vi forsøger at se, om vi kan indhente oplysninger for at få opklaret sagen, sagde kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, Janni Lundager, mandag til TV2 ØSTJYLLAND.

Jacob Justesen er gartner, ansat ved Science Museerne i Aarhus, hvor han tager sig af Botanisk Have.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her