25-årig blev dræbt i Tilst - tre mænd varetægtsfængslet
Tre unge mænd er sigtet for at have aftalt og gennemført skuddrabet på en 25-årig mand i Tilst i februar 2020.
Tæt på midnat en torsdag i februar sad Henrik Jørgensen i sin stue i Tilst og spillede play station. Mørket trængte ind gennem rækkehusvinduet og pludselig lød der brag udenfor.
Fyrværkeri, tænkte Henrik Jørgensen. Men hans gamle kat opførte sig underligt, og han hørte en bil gasse op, så han rejste sig og kiggede ud på parkeringspladsen.
- Jeg kan se en bil køre med høj fart. Virkelig retarderet kørsel, fortæller han om episoden.
Tre gerningsmænd
Føreren af bilen havde travlt med at komme væk af én uhyggelig årsag: Han havde netop sammen med to andre skudt og dræbt en 25-årig mand, som nu sad livløs og blødende i en Range Rover.
Sådan er i hvert fald politiets teori om, hvad der skete den sene torsdag aften 27. februar 2020.
Østjyllands Politi har sigtet en 22-årig mand og to 24-årige for drabet.
- Af sigtelsen fremgår det ikke, hvem der har skudt. Vi mener, at de tre har gjort det i forening, fortæller specialanklager i sagen Jesper Rubow.
Udover drabet i Tilst er de to 24-årige mænd også sigtet for forsøg på manddrab.
- De er sigtet for at have planlagt drab på en eller flere personer i marts 2020. Det mislykkedes, fordi politiet fandt deres våben i form af to oversavede haglgeværer og en revolver med ammunition, siger Jesper Rubow.
Mændene blev onsdag morgen fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Her valgte en dommer at varetægtsfængsle mændene i foreløbigt fire uger.
De nægtede sig skyldige, men valgte ikke at kære kendelsen om fængsling til landsretten.