Få tasken op af cykelkurven: Tyv hapser værdigenstande
To personer fik i nat stjålet tasker fra cykelkurven
Noget kunne tyde på, at en tyv går efter værdigenstande i cykelkurvene. Østjyllands Politi har modtaget to henvendelser natten til lørdag om unge kvinder, der har fået stjålet tasker fra deres cykelkurv, mens de cyklede. Politiet tror, der kan være tale om den samme gerningsmand.
- Tidspunktet, signalementet og fremgangsmåden får os til at tro, at der kan være tale om den samme gerningsmand til begge tyverier, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi Janni Lundager til tv2oj.dk.
Det ene tyveri fandt sted på Laurvigsgade i det nordlige Aarhus klokken 00.08. Her kom en mand kørende op på siden af en 25-årig kvinde. Han forsøgte at stjæle kvindens taske ud af cykelkurven, men fik i første omgang fat i hendes mobiltelefon.
Herefter fortalte manden, at kvinden kunne få sin telefon igen, hvis hun udleveret sin taske, hvilket kvinden gjorde.
Gerningsmanden beskrives som værende dansk af udseende, mellem 35 og 40 år og 180 centimeter høj. Han var iført sort jakke, cowboybukser og en mørk tophue.
Opfordrer folk til at cykle med tasken på ryggen
Også en 26-årig kvinde blev bestjålet, da en mand kørte op på siden af hende og stjal hendes rygsæk ud af cykelkurven. tyveriet skete klokken 01.15 på Brabrandsstien.
Gerningsmanden har et lignende signalet, hvilket er en af grundene til, at politiet tror, at der kan være tale om den samme person. Han beskrives som dansk af udseende mellem 40 og 45 år og 180-185 centimer høj. Han var iført sort jakke, mørke jeans og strikhue.
Læs også
Politiet opfordrer til, at man ikke transporterer sin taske i cykelkurven og oplyser, at det er en dårlig idé at vikle tasken rundt om sadlen eller styret på cyklen, da et ryk i tasken kan gøre, at man vælter på cyklen.
Har man nogle oplysninger i forbindelse med tyverierne, kan henvendelser rettes til Østjyllands Politi på telefon 114.