Falck om chikane af ambulancer: Det er absolut sjældent

Generelt er danskerne hensynsfulde, når ambulancer kører med udrykning, fortæller direktør i selskabet Falck.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
I følge Falck er der generelt langt mellem de situationer, hvor ambulancereddere bliver generet af andre trafikanter. Genrefoto. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Med høj fart forfulgte en personbil lørdag aften en ambulance på motorvej E45 i Østjylland. Redderne i ambulancen kontaktede Østjyllands Politi, som derefter på Twitter opfordrede andre trafikanter til at respektere udrykningskøretøjer.

Chikane af ambulancer i trafikken fører altid til en politianmeldelse, fortæller regionsdirektør i Falck Lars Martin Rasmussen.

Men generelt er der langt mellem de situationer, hvor ambulancereddere bliver generet af andre trafikanter.

Jeg har hørt om sådanne sager før, men som udgangspunkt vil jeg sige, at de danske bilister er rigtig gode til at give plads, når de opdager udrykningskøretøjet.
Lars Martin Rasmussen, regionsdirektør i Falck

- Det hører absolut til sjældenhederne.

- Jeg har hørt om sådanne sager før, men som udgangspunkt vil jeg sige, at de danske bilister er rigtig gode til at give plads, når de opdager udrykningskøretøjet, siger Lars Martin Rasmussen.

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND havde i to dage et Gopro-kamera til at sidde i forruden på en ambulance. Du kan se nogle af de udrykninger, kameraet optog, i indslaget fra den 20. januar 2019 her.

Bevidst chikane på E45

Ved lørdagens hændelse fulgte en personbil efter en ambulance på E45 i nordgående retning mod Aarhus. Ifølge Ekstra Bladet skete det med en fart på 150 til 170 kilometer i timen.

Personbilen overhalede på et tidspunkt ambulancen, kørte tæt ind foran den og fulgte sågar efter, da udrykningskøretøjet kørte fra motorvejen.

Mange gange handler det om, at nogle bilister ikke er gode nok til at orientere sig i bakspejlet og dermed opdage udrykningskøretøjet, eller at de hører høj musik og ikke hører udrykningen.
Lars Martin Rasmussen, regionsdirektør i Falck

Ifølge regionsdirektør Lars Martin Rasmussens oplysninger, var det ikke en af Falcks egne ambulancer, der blev chikaneret på motorvej E 45, selv om selskabet også kører i Region Midtjylland.

Én ting er bevidst chikane. Noget andet er uopmærksomhed, der nogle gange betyder, at bilister kommer i vejen for udrykningskøretøjer.

- Mange gange handler det om, at nogle bilister ikke er gode nok til at orientere sig i bakspejlet og dermed opdage udrykningskøretøjet, eller at de hører høj musik og ikke hører udrykningen, siger Lars Martin Rasmussen.

- Men helt generelt synes jeg, at man kan rose de danske bilister for, at de, når de ser et udrykningskøretøj, er gode til at give plads.

Falck er den største leverandør af ambulancekørsel i Danmark og står for cirka 650.000 ture med syge og tilskadekomne personer hvert år.

VIDEO: 60 redderelever fra hele landet var den 7. september samlet til DM i ambulanceredning, hvor de skulle igennem ti forskellige scenarier. Se indslaget her. 

/ritzau/

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her