Familievirksomheden Lindberg solgt til luksuskoncern
Familievirksomheden Lindberg fra Aarhus er solgt til en fransk brillekoncern.
Henrik Lindberg er både glad og stolt. Han har netop solgt familievirksomheden, som hans forældre stiftede i 1969.
- For en virksomhed af vores størrelse, så er det en stor ting. For vi er jo egentlig en lille virksomhed, siger Henrik Lindberg.
Han er direktør i familievirksomheden Lindberg, som ligger i Aarhus. Her sælger de specialdesignede brillestel.
- I dag eksporterer Lindberg briller til 130 lande i hele verden, siger Henrik Lindberg til TV2 ØSTJYLLAND.
Solgt til fransk luksus brillegigant
Lindberg er nu solgt til den franske luksuskoncern Kering Eyewear. For et - for offentligheden - ukendt beløb.
- Prisen kan jeg desværre ikke oplyse, siger Henrik Lindberg.
Det hele begyndte den 24. juni 1969, da Henrik Lindbergs forældre åbnede Lindberg Optik i Frederiksgade.
- Jeg kom i den situation, at jeg selv skulle til at bruge briller. Det var egentlig årsagen til, at systemet opstod, fortalte grundlægger Poul-Jørn Lindberg til TV2 ØSTJYLLAND i 1992.
Produktionen af brillestel begyndte i 1985, som de selv solgte i butikken. I slutningen af 1986 begyndte de at sælge til danske optikere, og det første salg til udlandet kom i 1987.
Vokset sig til en brillegigant i milliardklassen
Siden er virksomheden vokset sig til en international spiller på brillemarkedet i milliardklassen.
Familiedynastiet beskæftiger i dag 200 medarbejdere i Aarhus.
- Medarbejderne bliver, som det er. Management er det samme team, og de bliver også på de respektive steder, siger Henrik Lindberg.
Og det kan du garantere?
- Hvis jeg kunne garantere det 100 procent, så havde jeg jo aldrig nogensinde lavet briller, for så havde jeg tjent mine penge på en nemmere måde. Hvis jeg kunne give de der garantier, siger han.
Familien beholder butikken Lindberg Optik i Frederiksgade, som ikke indgår i handlen.
Indtil videre er planen, at Henrik Lindberg forlader direktørstolen næste sommer.