Flere unge får hudkræft
Men behandlingen er blevet bedre, siger Aarhus-læge
Flere unge mellem 15 og 29 år rammes af kræft i dag i forhold til for 20 år siden, skriver metroXpress.
Tal fra Kræftens bekæmpelse viser, at der i dag er 11 procent flere unge, der får kræft, end i 1989. Det er især andelen af unge kvinder, som rammes af sygdommen, der er steget. Og det skyldes en særlig kræftform, vurderer seniorstatistiker Gerda Engholm fra Kræftens Bekæmpelse.
- Stigningen i risikoen for at få kræft skyldes primært modermærkekræft blandt unge kvinder. Den opstår, hvis man er blevet væsentligt forbrændt, eller ved solariebrug, siger Gerda Engholm.
Hun tilføjer, at stigningen også skyldes den øgede opmærksomhed, der er kommet blandt danskerne på at få deres modermærker tjekket.
Dødeligheden faldet
I samme periode er dødeligheden blandt de 15-29-årige med kræft faldet med knap 49 procent. Det er et glædeligt resultat af udviklingen i kræftbehandling, vurderer både Gerda Engholm og Peter Vedsted, der er læge og professor ved Aarhus Universitet.
- Vi er blevet bedre til at behandle, og behandlingen er blevet forfinet. Desuden kan unge bedre tåle en hård kemoterapi, fordi deres immunforsvar generelt er bedre end ældres, siger Peter Vedsted, der leder kræftforskningsprojektet 'fra symptom til behandling'. Han mener, at statistikken er et udtryk for, at de unge i endnu højere grad vil blive ramt af kræft om bare tyve år.