Forlystelsesparker endelig genåbnet: Nu med afspritterhold og restriktioner
Tivoli Friheden slog i dag dørene op for gæster efter mere end to måneders nedlukning - dog med en række coronarestriktioner, som der nu skal tages højde for.
Det ligner mest et lunkent forsøg på en parodi af 80'er kult-filmen 'Ghostbusters', når Laurids Halvorsen render rundt med en pistol forbundet til en rygsæk og sprøjter beholderens indhold ud på forlystelserne i Tivoli Friheden.
I stedet spritter han, som ansvarlig for Tivoli Frihedens nye 'Afspritterhold', radiobilerne af, så de er klar til atter at kunne byde gæster velkommen efter flere måneders coronanedlukning.
- Vi skal spritte af fire gange om dagen. Vi starter om morgenen, inden gæsterne kommer, og så gør vi det igen tre gange i løbet af dagen, siger Laurids Halvorsen om de omfangsrige afspritningsopgaver til TV2 ØSTJYLLAND.
En glad og lettet tivolidirektør
Direktør i Tivoli Friheden Henrik Ragborg Olesen har sammen med resten af holdet bag lagt en stor indsats i at være klar til genåbningen. Derfor var det en stor dag, da den indsats i dag blev forløst.
- Det er virkelig en glædens dag. Det er stort. Vi har set frem til det her siden den 4. april, hvor vi var klar, så det er skønt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Det er en glad og tilfreds direktør, der står her i dag. Jeg er meget lettet.
Selvom tivolidirektørens syn på fremtiden er blevet noget lysere i dag, hvor han både fik lov at genåbne og samtidig fik at vide, at grænserne åbnede for tyske, norske og islandske turister, så er det stadig med visheden om, at det tabte ikke kan reddes igen.
- Jeg kan sige endegyldigt, at vi ikke kan indhente det, som vi har tabt under coronakrisen. Men det er en ekstraordinær situation, og det er det for alle, siger han.
I stedet ser han frem mod resten af året, hvor særligt de norske turister samt de mange danskere, der holder ferie herhjemme, kan blive et plaster på såret.
- Og så ser vi frem til 2021, hvor der er meget godt i posen i vente, som jeg nok skal love bliver godt.
Reduceret kapacitet og begrænsning på vildere forlystelser
Genåbningen sker dog med en række restriktioner, hvor parkerne kommer til at køre med reduceret kapacitet på både det samlede antal gæster samt antallet af gæster, der kan bruge den enkelte forlystelse af gangen.
Retningslinjerne dikterer nemlig, at forlystelser i kraftig bevægelse kun må køre med et selskab af gangen af frygt for, at man kan indånde bakterier fra de andre passagerer, når man kastes rundt i luften sammen.
I Djurs Sommerland, hvor de lige nu gør klar til genåbning den 11. juni, kan det betyde, at ventetiden bliver længere ved populære forlystelser som 'Piraten'.
- Det betyder, at det er kun er familiemedlemmer eller folk fra samme selskab, der typisk også ser hinanden til hverdagen, der kan prøve forlystelsen sammen. De må ikke blandes med andre gæster, siger direktør i Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Retningslinjerne åbner for at blande gæsterne i de vildere forlystelser, hvis man kan installerer afskærmning. Det er dog ifølge Henrik B. Nielsen ikke en mulighed, der er helt så lige til.
- Hvis man begynder at montere for eksempel plexiglas på en forlystelse, hvor du hejses op i 45 meters afstand og kører ned med 100 kilometer i timen, så ville det ikke være forsvarligt. Det ville være samme tilbagemelding vi ville få, hvis vi henvendte os til producenten med den ide, siger han.
I stedet arbejder man nu på et forsøg, hvor man placerer gæsterne fra hvert selskab med flere sæders afstand, og giver dem sprayflaske med vand med op i forlystelsen. Håbet er, at det kunne være en mulighed for at lukke flere på af gangen, hvis ingen af gæsterne rammes af vanddråberne, når de sprayes ud i luften.
Tivoligæster: - Dejligt at være tilbage
Genåbningen af samfundet ruller stille derudaf, og den genvundne frihed satte smil på Frihedens gæsters læber under solen i Aarhus i dag.
- Det er dejligt, at de kan åbne igen, selvom jeg havde forventet kø ud til den anden side af vejen, siger tivoli-gæst Peter Skov til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi har ikke følt os utrygge overhovedet. Der er ikke så mange mennesker, som vi troede, der er sprit alle vegne, og så er vi jo ude i det fri. Vi har følt os meget sikre, lyder det fra Jannie Østergaard.
Blandt genåbningsoptimismen var der dog også en smule utilfredshed med den politiske proces bag at spore.
- Det er fantastisk at kunne få lov at komme igen. Det er lidt et mirakel, når nu den store leder har det, som hun nu har det, med det her, siger Sejr Skov til TV2 ØSTJYLLAND.