Forsvarer anklager kvinde for at opsøge stalkers opslag
Landsretten har onsdag hørt de sidste forklaringer i ankesagen om Danmarks største stalker.
I Vestre Landsrets lokaler i Aarhus sluttede andendagen af ankesagen med, at de tre landsretsdommere og domsmænd lyttede til procedurer samt den tiltaltes sidste ord.
Den 58-årige mand blev i marts idømt et års fængsel for adskillige brud på de tilhold, han havde mod at kontakte sin ekskone i det, politiet har kaldt Danmarks største sag om stalking.
Den forurettede kvinde, den tiltaltes ekskone, startede dagen med at afgive forklaring.
Dybt påvirket og rystende satte hun sig i vidneskranken med tårer ned ad kinderne. Hun forklarer nogle af de samme ting som i byretten, men svarer også på supplerende spørgsmål fra anklager og forsvarer.
- Det er så forfærdeligt. Siden 2015 er jeg blevet bombarderet på alle kanaler. Inden tilholdet fik jeg 30.000 beskeder på et halvt år. Jeg ved godt, det er hans ventil og hans måde at komme til orde, men hvorfor der?
Hans tone over for både hende og deres to fælles børn er modbydelig og vulgært, forklarer hun.
Hun forlader retssalen efter sin forklaring, og den tiltalte bliver ført ind igen. Han var blevet bedt forlade salen.
Hendes bistandsadvokat fremsætter påstand om en tortgodtgørelse på 70.000 kroner, i byretten fik hun 30.000 kroner.
Direkte løgn
Under hendes forklaring noterede den tiltalte sig 29 direkte grove løgne, lader han vide.
- De er jo grundlaget for den her sag, de udstiller mig som noget, jeg ikke er, sagde han.
Forstå sagen
Sagen startede i januar i Retten i Aarhus. På anklagebænken sad en nu 58-årig mand tiltalt for ”ikke under 697 opslag eller kommentarer med groft og personligt indhold” på Facebook om hans ekskone og deres børn i perioden 12. marts 2021 til 24. september 2022. Dette antal blev justeret til 667 på grund af dubletter.
Det fremgår af anklageskriftet, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i.
Derudover er manden også tiltalt for at have opsøgt ekskonen på hendes nye adresse og for at have delt en video, der gengav en graviditetsscanning, ekskonen fik foretaget, da hun var gravid med det ene af deres to fælles børn.
Eksmanden har forfulgt den forurettede gennem fire år. Over 30.000 gange har han kontaktet kvinden og deres børn i det, der har udviklet sig til den mest omfattende stalkingsag i Danmark.
Ifølge offeret begyndte problemerne allerede, mens parret stadig var gift. Hun forlod ham hen over sommeren 2018, og derefter begyndte den egentlige stalking med tusindvis af beskeder og kommentarer på mail, sms og sociale medier samt opkald på telefon og Facetime.
I december 2018 anmeldte offeret sin eksmand til politiet første gang. Det førte til, at han 3. januar 2019 fik et polititilhold, der forbød ham direkte eller indirekte at kontakte eller følge efter ekskonen, der samtidig fik særtilladelse til at bære peberspray.
De følgende ni måneder brød han tilholdet 1516 gange. Manden fik den ene fængselsdom efter den anden, men stalkingen fortsatte, og 4. juni 2020 blev tilholdet udvidet til også at gælde børnene.
Den 3. marts 2023 blev han idømt et års fængsel. Den dom ankede han
Anklageren procederede for en skærpelse af straffen til et år og tre måneders fængsel.
Han gjorde det blandt andet gældende, at der ifølge ham er tale om forfølgelse, og at det ikke er første gang.
- Der er tale om et fjerdegangstilfælde. Det er nærmest historisk, lød det fra specialanklager Johnnie Nymann Jensen.
Forsvareren argumenterede til gengæld for, at tiltalte kun er kommet til genmæle mod de mange løgne og beskyldninger, der bliver fremsat imod ham.
- Og det skulle han åbenbart sidde overhørig. Derfor har han en grundlæggende ret til genmæle, og det har han gjort på den måde, der kommer (forurettede, red.) mindst til last, siger forsvareren.
Han understreger også flere gange, at den forurettede og hendes nye mand aktivt har skullet opsøge opslagene omhandlende hende.
- Hun har ved at opsøge hans Facebook kontaktet ham, hun har opsøgt hans Facebook og ladet sig krænke. Det har udhulet tilholdet fuldstændig, siger forsvareren.
- Det drejer sig udelukkende om opslagene. Ingen har kommenteret eller reageret på dem, der er ingen interaktion. Han har forsøgt at skærme hende ved at blokere hende, siger forsvareren.
- Han har ikke kontaktet hende eller børnene siden han blev løsladt. Det viser, det har været i ren afmagt, slutter forsvaret.
Han procederede for frifindelse subsidiært nedsat straf.
Redaktionel note
Sagen har tråde til TV2 Østjylland, da den dømte mand tidligere har været ansat på stedet. Dette er også beskrevet i vores podcast om sagen – en podcast, der er blevet omtalt flere gange i retten.
På grund af forbindelsen til TV2 Østjylland har dækningen givet anledning til flere redaktionelle overvejelser, og vi har som redaktion taget de fornødne foranstaltninger for at sikre en nuanceret og upartisk dækning.
Den tiltalte bad om det sidste ord i sagen. Dommeren måtte undervejs stoppe ham og minde ham om, at det sidste ord ikke var ubegrænset.
- Det er en drøj omgang. Jeg er stadig meget stærkt påvirket af det, siger tiltalte.
Han har opsøgt en læge for mulig PTSD-udredning og forklarer, at han har problemer med at koncentrere sig.
- Jeg noterede 29 direkte løgne (under forurettedes forklaring, red.), men det gider landsretten ikke høre på, kan jeg forstå.
Gennem retsdagene i både by- og landsret har der ikke hersket tvivl om, at han føler sig uretfærdigt behandlet og uretfærdigt fremstillet i medier og podcasten, TV2 Østjylland har produceret.
- Du må gerne citere mig for, jeg betragter ikke mig selv som stalker. Jeg bad min ekskone om ikke at bortføre børnene, siger han direkte henvendt til undertegnede i en pause.
Det virker oprigtigt, som om, han ikke mener, at han har gjort noget forkert.
Der afsiges dom torsdag.