Fremtidens håndværkere bygger i hamp

Den bæredygtige tankegang har nu også sneget sig ind på håndværksuddannelserne på Aarhus Tech.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
I dag står byggematerialer for en femtedel af CO2-udledningen i Europa, og derfor lærer Aarhus Tech nu deres elever at bygge mere bæredygtigt.

Når du hører ordet ’hamp’, tænker du måske straks på cannabis. Men planten kan altså meget mere end at give en rus. Den kan for eksempel også bruges som byggemateriale.

Det udnytter de lige nu på Aarhus Tech, hvor eleverne på byggeuddannelserne kan tage et valgfag, der lærer dem at bygge bæredygtigt.

- Det er jo fremtiden, at vi skal tænke over, hvilket aftryk vi sætter på kloden. Og indenfor byggebranchen kan man gøre rigtig mange ting. Så det handler om at gøre fremtidens håndværkere klar til at håndtere nogle materialer, som er anderledes, siger Morten Gisselbæk, der er tømrerfaglærer på Aarhus Tech, til TV2 ØSTJYLLAND.

I dag står byggematerialer for en femtedel af CO2-udledningen i Europa, og projektet på byggeuddannelserne på Aarhus Tech er et led i kommunens plan om at være CO2-neutrale i 2050.

Det er jo fremtiden, at vi skal tænke over, hvilket aftryk vi sætter på kloden. Og indenfor byggebranchen kan man gøre rigtig mange ting.
Morten Gisselbæk, tømrerfaglærer, Aarhus Tech

- Vi har et mål om at komme ud i så mange led af byggebranchen, som vi kan, og derfor er vi også her, fordi fremtidens håndværkere skal vide, hvad der egentlig bygges med, og hvad man skal tænke over, når man bygger, siger arkitekt Darma Louise Duus fra Aarhus Kommunes klimasekretariat til TV2 ØSTJYLLAND.

Udover hamp bliver der også brugt træfiber som et bæredygtigt alternativ til rockwool. Og det er noget, som tømrerlærling Johannes Patrik Nielsen vil tage med sig ud på lærepladsen.

I valgfaget 'Bæredygtigt byggeri' er rockwool og cement skiftet ud med hamp og træfiber.

- Jeg kunne godt tænke mig at vise mester, at vi kan bruge det her i stedet for. For du og jeg har også et ansvar for at gøre verden bedre, og det her er en af de måder, vi kan gøre det på, siger Johannes Patrik Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Valgfaget er et samarbejde mellem Aarhus Tech, Aarhus Kommune og konstruktøruddannelsen på VIA. Elevernes arbejde bliver udstillet på en ’building green’-messe næste år, der afholdes i Aarhus.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her