Han mistede alt på et splitsekund: Nu bliver Kojos skæbne snart afgjort
28-årige Kojo Musah var vant til at slå rekorder som Danmarks hurtigste mand. Indtil en skæbnesvanger dag i januar 2022, hvor hele Kojos liv blev vendt på hovedet.
Kojo Musah blev ramt af en enorm følelse af lykke, da han iført de rød-hvide farver fløj over feltet som den første mand. Tiden viste 10,14 sekunder.
De danske kommentatorer var ekstatiske, Kojo rørt, og en ny, dansk 100 meter rekord blev cementeret den junidag i 2021.
Rekorden kvalificerede ham til OL i Tokyo som den første danske mandlige 100 meter-løber siden 1928.
Kojo var selvsikker, nærmest urørlig, men hvad han ikke vidste dengang, var hvad der ventede ham forude. Smerterne. Frustrationen.
Når Kojo ser tilbage på sine rekorder, sine tidligere løb og særligt den krop, der bar ham igennem de mange løb, kan han blive fyldt med vemodighed.
For tre dage efter løbet, en formiddag i januar for to år siden, gjorde Kojo sig klar til sin sædvanlige træning. Han nåede knap nok at komme i gang, før han mærkede et stort smæld efterfulgt af en kliklyd.
Fra højdepunkter til lavpunkter
Atletikken har ikke altid været en del af Kojos liv. Som teenager satsede han på gymnastikken, hvor hverdagen bestod af at sætte af i trampoliner og springe højt sammen med sine medelever på gymnastikefterskolen.
Med årene blev han mere opmærksom på bagsiden af sin sport, og hvilke skader den kan føre med sig.
- Når jeg skulle lave et nyt spring, blev jeg ramt af negative tanker om alt, der kunne gå galt, hvilket gjorde det svært at være fri i momentet. Det blev virkelig usundt for mig i længden.
Det satte nogle tanker i gang hos Kojo. Da han senere mødte paraatleten Daniel Wagner, tog han springet fra gymnastik til atletik.
Sammen med en række andre gymnastikefterskoler i landet fik Kojo muligheden for at prøve kræfter med atletikken på Vejle Idrætsefterskole.
- Efter jeg havde løbet mit første 100-meter-løb var min interesse vakt. Jeg fik en følelse af, at det var i atletikken, jeg hørte til.
Paraatleten Daniel Wagner opfordrede ham til at give atletikken en chance. Og to år senere, i 2015, begyndte Kojo Musah til atletik i Vejle IF.
- Når jeg løber, er jeg ikke afhængig af andre end mig selv. Det er ikke en holdpræstation som gymnastikken, men en sport, hvor det alene er mig, der skal stå til regnskab. Det er det, som driver mig hver eneste dag. Til hele tiden at overgå mig selv og blive bedre.
Kojo gjorde sig bemærket i de efterfølgende år. Han var manden, der blev holdt øje med i medierne. Han var ikke alene Danmarks hurtigste mand, men også Danmarks håb om at gøre sig bemærket i udlandet.
Han havde store sponsorater som Puma i ryggen og kontrakt med Team Danmark. I dag har han ingen af delene.
Bagsiden af medaljen
Kalenderen siger august 2022. Det er lidt mere end et år siden, Kojo fik sin første fibersprængning midt i sin træning. Sæsonen igennem har han været plaget af skader, og han er endda udgået fra enkelte løb.
Alligevel rejser han til München for at deltage i EM i atletik. Med sin familie på sidelinjen, begynder han at løbe, men halvvejs igennem må han konstatere, at den ikke længere går.
- Jeg har været så vant til at have smerter, at jeg ikke tænker nærmere over det, men så mærker jeg et riv i mit højre baglår, der lammer mig fuldstændig.
Det var præcis det, han havde været nervøs. Det som ikke måtte ske. Da han senere bliver stoppet af en journalist fra Danmarks Radio, kan han knap nok få ordene frem. Han er tydeligt berørt, og mens han forsøger at fremstamme en sammenhængende sætning, tørrer han tårerne væk.
- Jeg løb kun, fordi min familie er her, får Kojo sagt til journalisten.
De eneste han ville imponere, selvom han fra start vidste, at der var en risiko for, at kroppen ville sige fra. Da han kommer hjem, bliver han fyldt af en dyb frustration. Frustrationen over det seneste år, smerterne i kroppen og mest af alt at se, det han har arbejdet for forsvinde som sand mellem hænderne på ham.
Der, hvor han før selv ville være en del af konkurrencerne, måtte han nu nøjes med at se med fra sofaen.
- Alle de gange hvor jeg har været nødsaget til at vælge sporten frem for at blive hjemme med min familie eller de uendeligt mange timer, jeg har lagt i det, føles det så uretfærdigt ikke længere at blive belønnet for det.
Det satte også nogle tanker i gang, om hvorvidt han skulle fortsætte, og hvor meget hans mentale helbred kunne klare.
Det var ikke kun psyken, der havde taget et slag, men også selvtilliden. Tidligere havde det nærmest føltes som en selvfølgelighed, at han ville klare sig godt til et løb, men de seneste par år har vist ham bagsiden af medaljen.
- Sporten er alt, jeg har kæmpet for de seneste ni år, så dét at give op er ikke en mulighed lige nu.
Nye retninger
Siden den skæbnesvanger dag i 2021, har Kojo Musah været igennem en lang og hård genoptræning, der har betydet, at han er stort set er smertefri i dag - noget han ikke tænkte var muligt for bare to år siden.
Til trods for det har Kojo ikke længere nogen støtte, hverken fra sponsorer eller Team Danmark.
- Det er virkelig hårdt, men sporten er ubarmhjertig. Klarer du dig ikke godt, er du dømt ude.
Årets konkurrencesæson er slut, og der er ikke andet at gøre end at vente til en ny sæson i januar.
- Hele tiden spekulerer jeg på fremtiden, og hvad der skal ske. I mine drømme bliver jeg hjemsøgt af tanken, om jeg overhovedet kan få lov til at løbe igen.
Uden økonomiske midler fra sponsorer er det dog ikke muligt uanset om, han er smertefri eller ej. Kojo har indtil januar til at finde støtte. Lykkedes det ham ikke, er han nødsaget til at skifte kurs.
- Så må jeg starte på studie til sommer. Enten til kiropraktor eller fysioterapi, fordi jeg gerne vil forstå mine skader bedre, og hvordan man bedst overkommer dem, siger Kojo Musah.
Men han er slet ikke klar til at give op. Han bruger sine dage på at løbe eller træne sine muskler, så han er klar til et muligt comeback til januar.