I dag falder dommen over sextiltalt psykolog

Fredag falder der dom i sagen mod en 57-årig psykolog fra Risskov, der er tiltalt for at have misbrugt sin stilling til at have sex med en klient

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
En mandlig psykolog, der er tiltalt for at have udnyttet sin position til at have sex med en klient, får fredag sin dom.

En spektakulær sag om en sextiltalt psykolog fra Risskov når fredag sin foreløbige afslutning ved Retten i Aarhus. Her falder der dom over den 57-årige mand, der er tiltalt for at have udnyttet sin position og stilling til at få sex med en klient.

Sagens to første retsmøder fandt sted den 18. og 19. december, men to vidner mangler af afgive deres forklaring, inden forsvareren og anklageren hver får tid til at give deres syn på sagen, inden dommen falder.

Hun var på grund af historier fra hendes fortid bange for blandt andet at blive voldtaget, så derfor skriver jeg sådan som rollespilsagtig terapi.
Den tiltalte i retten

Tidligere er det kommet frem, at psykologen nægter sig skyldig. Det på trods af sms-korrespondancer mellem ham og klienten viser tegn på en nær personlig relation.

De aftaler møder i psykologens private bolig, og inden dem kunne beskeder mellem dem indikere andet end et professionelt forhold. Noget som ikke er lovligt.

I sms'erne står der blandt andet, at: 'Du skal smide tøjet i stuen og lægge dig bag mig i soveværelset' og 'Vil du give mig tantra-massage? Jeg kan nok ikke andet i aften.'

VIDEO: I august kunne vi fortælle, at en psykolog fra Risskov var sigtet for at have udnyttet sin position til at få sex med en klient. Nu får han snart sin dom. Genrefoto.

Skulle tage en veninde med

Flere beskeder har samme ordlyd. Psykologen foreslår sågar også, at kvinden skal tage en veninde med, som også savner sex.

Den tiltalte forklarer sms'erne med rollespil.

- Hun var på grund af historier fra hendes fortid bange for blandt andet at blive voldtaget, så derfor skriver jeg sådan som rollespilsagtig terapi. Hun bliver udsat for ord og temaer, som hun tidligere har været udsat for. Men det var rollespil, har den tiltalte tidligere sagt i retten.

I alt knap 800 beskeder mellem den tiltalte psykolog og en kvindelig patient er en del af bevisførelsen mod ham. 
Løbende bliver voldsomheden og de meget beskrivende seksuelle referencer intensiveret.

Den tiltalte psykolog har i Retten i Aarhus virket rolig og fattet og meget forklarende. Han holder stædigt fast i sin forklaring om, at behandlingen er rollespil.

Udvikler sig langsomt

Psykologen forklarer dog alle formuleringer, der kunne tyde på en seksuel og personlig kontakt, med rollespil og som en del af terapien. Også den del hvor korrespondancen bliver mere og mere grænseoverskridende.

Den kvindelige klient er af en anden overbevisning, og hun mener, at ordrerne i sms'erne har været reelle, og at de seksuelle ydelser har fundet sted.

Han havde magten over mig og kaldte mig sin private luder. Han bestemte over mig og satte retningslinjerne. Som belønning fik jeg lov til at holde om ham efter sex.
Den forurettede i retten

- Løbende ændrer vores forhold sig fra at være professionelt til mere privat. Vi begynder at mødes i hans private bolig, hvor han holder om mig på sofaen, forklarede hun i december i retten.

Knus og kram udvikler sig ifølge kvinden lige så langsomt til oralsex og deciderede samlejer.

Fik det skidt efter sex

Umiddelbart indvilliger hun frivilligt i disse hændelser, men forklarer selv, at mandens position som psykolog har haft stor betydning.

- Jeg ville gøre alt for den mand, og ville gøre alt for ikke at miste ham. Jeg var bange for, at han ville afbryde behandlingen. Jeg fik det rigtig skidt, da vi havde sex, og i dag fatter jeg ikke, hvordan jeg kunne gå med til det der, lød det fra den forurettede i retten.

- Jeg havde behov for nærvær, anerkendelse og for at føle mig elsket. Han havde magten over mig og kaldte mig sin private luder. Han bestemte over mig og satte retningslinjerne. Som belønning fik jeg lov til at holde om ham efter sex, fortsatte hun.

Flere gange gav den tiltalte psykolog ifølge kvinden udtryk for, at deres private seksuelle forhold skulle holdes hemmeligt.

'Du er ikke andet end en husslave'. Sådan skrev den sigtede psykolog angiveligt til sin patient, som nu anklager ham for at have misbrugt sin position til at få sex.

Skal holdes hemmeligt

I retten fortæller kvinden om, at hun skulle parkere væk fra psykologens private bolig, hvor de af flere omgange mødtes, og at hun ikke måtte snakke eller tænde lys.

Det seksuelle forhold mellem dem har ifølge anklagerne stået på i lidt over fire måneder. Ifølge den forurettede eskalerede voldsomheden og de seksuelle ydmygelser løbende, inden hun til sidst sagde fra og fortalte sin nuværende psykiater om forholdet.

Jeg har aldrig hørt om den type behandling, og jeg kunne se, at den ikke var god for min klient. Hun fik det kun værre i den periode, hvor det stod på.
Kvindens psykiater i retten

- Jeg skulle kravle nøgen langsomt hen ad gulvet og knæle for hans fødder. Til sidst måtte jeg ikke bære et navn mere. Jeg var hans ejendel, hans slave og skulle adlyde ham, fortalte hun meget berørt om den sidste periode af det påståede seksuelle forhold.

Flere blowjobs

Ordrerne kom som oftest i sms'er mellem de to. Flere af beskederne mellem psykologen og kvinden er også af mere praktisk art, og anklageren i sagen, Jhin Lee fra Østjyllands Politi, mener i den sammenhæng, at der er en underlig sammenblanding.

I en sms anfægter anklageren således, at der sker en veksling mellem det seksuelle påståede rollespil, den tiltaltes rolle som psykolog og faktisk også en potentiel rolle som arbejdsgiver.

For psykologen tilbyder i sms'en, at kvinden kan få et job hos ham i klinikkens krisecenter, for som han skriver 'det vil give mulighed for flere blowjobs.'

En sammenblanding som psykologen afviser.

Lånt sommerhus ud

Han erkender dog at have lånt sit sommerhus ud til patienten.

- Det var rigtig slemt på hjemmefronten hos hende, så det var for at hjælpe hende, at jeg gjorde det, lød det fra psykologen i retten.

Han holder dog fast i forklaringen med rollespil, når beskederne er af seksuel karakter.

Den tiltalte psykolog erkender i retten at have lånt sit sommerhus ud til klienten, som han er tiltalt for at have haft sex med.

Over en periode på flere måneder har klienten besøgt psykologen i hans private hjem i tilknytning til praksissen i Risskov.

Efter at den reelle behandling rent faktisk var afsluttet.

Aldrig hørt om den type behandling

- For at hun kunne få lov til det, skulle hun gå med til en forebyggende indsats. Hun var begyndt at date mænd via sexdating-sites, og jeg hjalp hende for at undgå, hun kom ud i farlige situationer. Det skete gennem rollespil, sagde han i retten.

Den forklaring køber kvindens psykiater gennem 20 år dog ikke. Hun har også været vidne i retten.

- Jeg har aldrig hørt om den type behandling, og jeg kunne se, at den ikke var god for min klient. Hun fik det kun værre i den periode, hvor det stod på, sagde psykiateren.

Vi vurderer, at det er udtryk for grov tilsidesættelse af dine forpligtelser som psykolog, at du ikke har bevaret en professionel distance til din klient.
Psykolognævnet

Det var ifølge anklagerne mod psykologen over en fire måneder periode, at de skulle have haft et seksuelt forhold, og det var netop her, at psykiateren oplevede en forandring hos kvinden.

- Hun tabte sig mange kilo og så elendig ud til sidst. Men hun kunne ikke selv se, at der var noget galt. Hun var vant til altid at klare det, hun blev udsat for, lød det fra psykiateren, der også var hende, der fik bragt sagen frem i offentligheden:

- Til sidst indrømmede hun deres forhold over for mig, og jeg tager så fat i min lægeforening.

To veninder bekræfter

I retten var to veninder til den forurettede med til at bekræfte psykologens negative indflydelse i perioden, hvor det påståede seksuelle forhold skulle have fundet sted.

Helt præcist er manden tiltalt for at have overtrådt paragraf 220 og til dels 225 i straffeloven, der omhandler at udnytte sin position eller stilling til at gennemtvinge sig sex og anden kønslig omgang end sex med en person.

- Fra den 29. oktober 2016 til den 6. marts 2017 har den tiltalte i sit virke som psykolog under behandlingsmøder og samtaler med henblik på terapi ved groft misbrug af ofrets behandlingsmæssige afhængighed skaffet sig flere samlejer og oral sex, står der i anklageskriftet.

Fredag skal dommer Dot Buchtrup og de to domsmænd så afgøre, om psykologen skal dømmes for forholdene.

Frataget autorisation

Som følge af tiltalen mod manden har den offentlige myndighed, som afgør klager over autoriserede psykologer, Psykolognævnet, frataget ham autorisationen i første i omgang i seks måneder.

Fratagelsen er blevet forlænget til den 6. marts 2019.

Han kan altså ikke i den periode virke som autoriseret psykolog.

Det fremgår af en afgørelse på nævnets hjemmeside.

Psykologens arbejdsmetoder helt generelt kritiseres af Psykolognævnet.

Disse er således sammen med tiltalen mod manden årsagen til, at han nu ikke længere kan kalde sig autoriseret psykolog.

Sms'er stærkt kritisable

Det er især de ydmygende sms'er mellem kvinden og psykologen, som nævnet finder stærkt kritisable.

- Vi vurderer, at det er udtryk for grov tilsidesættelse af dine forpligtelser som psykolog, at du ikke har bevaret en professionel distance til din klient, står der på nævnets hjemmeside.

Ingen er jo mere interesserede end os i, at vores fag ligger uantastet. Borgerne skal kunne regne med, at tingene er i orden, når de opsøger en psykolog.
Eva Secher, formand Dansk Psykolog Forening

Derudover lægger Psykolognævnet også vægt på, at den pågældende psykolog rent faktisk selv var i ambulant behandling og havde psykiske problemer på tidspunktet for de påståede sigtelser.

- Da vi vurderer, at der er risiko for, at andre klienter kan blive udnyttet, er det vores opfattelse, at der er tale om påtrængende tilfælde, hvor dit fortsatte virke som autoriseret psykolog frembyder overhængende fare, lyder det derfor i afgørelsen.

Fortsætter uden autorisation

Når retssagen er ovre, vil Psykolognævnet formentlig tage stilling til, om han kan få autorisationen tilbage.

I mellemtiden har der åbnet sig en anden problemstilling.

For selv om den sigtede psykolog lige nu ingen autorisation har, kan han sagtens fortsætte sit arbejde. Noget TV2 ØSTJYLLAND ved selvsyn har konstateret, at han gør.

Reglerne på psykolog-området er nemlig strikket sådan sammen, at Psykolognævnet kun kan fratage psykologen hans autorisation og ydernummer samt offentliggøre hans navn på deres hjemmeside.

Nævnet kan til gengæld ikke forhindre ham i at fortsætte som psykolog uden autorisation.

Regler bør skærpes

Formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher, ønskede i august ikke at udtale sig om den konkrete sag, men hun mente, at reglerne på området bør skærpes.

- Hvis man begår noget alvorligt som autoriseret psykolog, så kan ydernummer og autorisation fjernes. Men psykologen kan fortsat kalde sig for psykolog. Vi ønsker, at der skabes mulighed for, at Psykolognævnet kan handle yderligere i særligt alvorlige tilfælde, sagde hun og uddybede:

- Ingen er jo mere interesserede end os i, at vores fag ligger uantastet. Borgerne skal kunne regne med, at tingene er i orden, når de opsøger en psykolog.

Man behøver altså ikke autorisation for at kunne arbejde som psykolog, og det bekymrede dengang også formanden for Sind, Knud Kristensen.

VIDEO: Her kan du se et interview fra august med Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.

Burde ikke kunne kalde sig psykolog

- Vi så gerne, at der var mere styr på, hvem der har lov til at hjælpe for eksempel psykisk sårbare mennesker, sagde Knud Kristensen.

- Hvis man sørger for kun at gå til en psykolog, der er autoriseret, så har man en sikkerhed, men det føler vi os ikke overbevist om, at patienterne er klar over. Jeg kunne godt tænke mig nogle skarpere regler for, hvem der overhovedet må tage sig af at hjælpe folk, som har psykiske problemer.

Derfor kunne jeg sagtens forestille mig, at man også skulle have frataget retten til at kalde sig psykolog, hvis man var dømt for at have misbrugt sine patienter.
Knud Kristensen, formand for Sind

Sind-formanden så gerne, at man også kunne pille ved psykologers ret til at kalde sig psykologer.

- Hidtil har vi gået ud fra, at hvis man bare fjernede psykologernes autorisation, så havde patienterne en beskyttelse. Men der er noget, der tyder på, at det ikke er nok. Derfor kunne jeg sagtens forestille mig, at man også skulle have frataget retten til at kalde sig psykolog, hvis man var dømt for at have misbrugt sine patienter.

TV2 ØSTJYLLAND er til stede i retten og følger domsafsigelsen.

VIDEO: I august sagde Knud Kristensen fra Sind, at han gerne vil pille ved psykologers ret til at kalde sig psykologer, hvis de bliver dømt.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her