Ikonisk byggeri er for alvor i gang – bliver det pengene værd?
Det dyre stadionbyggeri i Aarhus er i fuld gang. Fredag blev store søjler rejst, og det vakte blandede følelser blandt byrådets medlemmer.
100 store søjler skal danne rammen om det nye, store stadion i Aarhus.
Fredag blev 12 af søjlerne rejst, og flere af byrådets medlemmer i Aarhus var til stede for at se det omdiskuterede projekt blive til virkelighed.
- Det her bliver ikonisk. Vi markerer, at vi er i fremdrift med projektet, så kan Aarhusianerne få et indblik i, hvor langt vi er med projektet, siger Rabih Azad-Ahmad, som er Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.
Det nye stadion ved Kongelunden i Aarhus bliver mere end 200 millioner kroner dyrere end først antaget, hvilket har skabt megen debat i byrådet.
Politiker: - Det er med en pistol for panden
I lang tid var stadionprojektet i Aarhus den varmeste kartoffel i kommunen og det af god grund.
Prisen på prestigebyggeriet endte nemlig med at gå 200 millioner kroner over budget, og de penge skulle findes i kommunekassen, hvilket vækkede stor forargelse for mange i byrådet.
Borgmester Anders Winnerskjold har tidligere fortalt til TV2 Østjylland, at han ikke er tilfreds med budgetoverskridelsen.
Dog forklarede han også, at man var nødt til at acceptere budgetoverskridelsen, da projektet ellers kunne blive endnu dyrere.
Derfor var det også med blandede følelser, at Henrik Arens fra Liberal Alliance, så byggeriet skride frem i dag.
- Det er en glædens dag, at vi nu kan komme videre, selvom forløbet ikke har været særligt pænt, siger Henrik Arens, LA.
Bliver det pengene værd?
- Det er med en pistol for panden, at vi har skulle bruge over 200 millioner kroner på det. Men det eneste ansvarlige at gøre var at stemme for det, ellers ville det blive endnu dyrere, siger Henrik Arens, LA.
Økonomien i fokus
Også Gert Bjerregaard (V), som er gruppeformand for Venstre i Aarhus Byråd, var mødt op til den historiske dag for stadionbyggeriet.
- Det er jo en milepæl, det er fantastisk, at søjlerne rejses nu. De er ikoniske og fortæller, at det er noget stort, vi er i gang med at bygge, siger han.
Forstå stadionprojektet
I december 2019 fortalte daværende borgmester Jacob Bundsgaard (S), at man med støtte fra Salling Fondene og Henrik Linds Fond nu endelig kunne se frem til at få et rigtigt fodboldstadion i byen.
Det nye stadion er tegnet af arkitektfirmaet Zaha Hadid, som præsenterede deres vision 14. december 2022.
Prisen var dengang 746 millioner kroner finansieret med 250 millioner kroner hver fra Salling Fondene og Lind Invest. Resten kom fra AGF og en række kommunale puljer.
5. november 2024 kom det frem, at byggeriet bliver cirka 249 millioner kroner dyrere end ventet.
14. november meldte Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice, ud, at han vil have undersøgt hele forløbet omkring projektet.
4. december godkendte 21 medlemmer i byrådet en overskridelse af budgettet til et nyt stadionbyggeri på 209 millioner kroner.
Kilder: AGF, Aarhus Kommune og TV2 Østjyllands arkiv.
Dog er han alligevel bevidst om, at prisen på byggeriet ikke skal løbe yderligere løbsk.
- Vi har et ansvar som politikere for at holde fast på økonomien. Derfor har vi også bedt om en løbende orientering omkring økonomien, siger han.
Det er planen, at det nye stadion skal indvies i sommeren 2026.