Ingen hjælp til boligløse
Anviser sjældent anden bolig til afviste ledige
Godt 700 ledige i Aarhus og København er blevet smidt af ventelisterne til en almen bolig gennem de seneste syv år. Blot 28 personer er i årrækken 2006-2013 blevet anvist en anden bolig.
Danskere på kontanthjælp, der er blevet smidt af ventelisten til en almen bolig, har kun meget sjældent fået anvist en anden bolig, selvom kommunerne er forpligtet til det.
Det viser en gennemgang af erfaringerne med loven, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har foretaget.
Det er syv år siden, at et bredt flertal i Folketinget gav kommunerne lov at afvise folk til en bolig i svært belastede boligområder alene på det grundlag, at de modtager kontanthjælp eller statshjælp.
Kun Aarhus bruger loven
Siden 2010 er det kun Aarhus Kommune, der har gjort brug af loven og afvist ledige fra ventelisten til en bolig i eksempelvis Gellerup, Trillegården eller Toveshøj.
Det var langt fra meningen med loven af de ledige skulle stå boligløse, siger Eva Kjer Hansen fra Venstre, der var ansvarlig minister for loven, da den i sin tid blev vedtaget.
- Den mulighed vi gav med den her lov handlede ikke om, at folk ikke skulle have en bolig. Det handlede om, at der skulle være en bedre balance i de udsatte boligområder, siger Eva Kjer Hansen efter at have hørt tallene for afvisninger og anvisninger.
Det er lov om kombineret udlejning der giver kommunerne mulighed for at afvise kontanthjælpsmodtagere på venteliste til en bolig.
Loven blev vedtaget i 2005. Fra 2006 til 2010 gjorde Slagelse, København og Aarhus brug af den mulighed.
Aalborg Byråd vedtog i marts i år at indføre kombineret udlejning i Boligforeningen Vanggården.
Kilde: DR