Jan er frustreret: Min datter blev igen afleveret forkert
Kørsel med handicappede børn i Aarhus Kommune fungerer ifølge flere forældre stadig ikke
I et halvt år har forældre til handicappede børn i Aarhus Kommune kæmpet en kamp for at få ordentlige forhold omkring kørsel af deres børn til og fra specialskoler.
Efter sommerferien sidste år valgte kommunen at omlægge kørselsordningen for at spare penge. Nye ruter og i nogle tilfælde nye chauffører.
Læs også
På trods af klager og en ændring i kørslen i december, hvor en af skolerne - Stensagerskolen - blev trukket ud af ordningen, er der ifølge forældrene stadig massive problemer med børn, der bliver afleveret eller hentet på forkerte tidspunkter og afleveret på forkerte adresser.
Jan Willumsen oplevede i denne uge netop den problemstilling. Hans handicappede datter blev afleveret hjemme hos hendes mor i stedet for hjemme ved ham.
- Hun blev simpelthen afleveret på den forkerte adresse. Det er rent tilfældigt, at hendes storesøster er hjemme. Ellers havde hun stået derhjemme selv, fortæller han chokeret.
Dagen efter skete akkurat samme fejl på trods af, at Jan Willumsen havde gjort kommunens kørselskontor opmærksom på fejlen dagen forinden.
Historien er bare et blandt mange eksempler på, at kørslen af handicappede børn stadig ikke fungerer, som politikerne ellers har lovet at rette op på gennem flere måneder.
Læs også
Gitta Møller er mor til Sille på seks år, som er infantil autist, og er samtidig bestyrelsesmedlem på specialskolen Stensagerskolen i Egå.
Hun modtager jævnligt beskeder fra forældre, som oplever det samme som Jan Willumsen.
- Der mangler simpelthen noget respekt for, hvad det er, vi står med. Hvad det er for nogle oplevelser, børnene får. Børn, der trækker deres øjenvipper ud, fordi de bliver frustrerede. Eller kradser sig selv. Eller begynder at bruge ble igen.
Økonomidirektør i Aarhus Kommune, Peter Pedersen, erkender, at problemet endnu ikke er løst:
- Der vil altid være nogle enkelte sager. Vi kører 10.000 børn om ugen. Generelt er billedet, at der har været en grad af stabilitet.
Han beklager, at nogle forældre ikke føler, at ordningen fungerer og fortæller, at kommunen arbejder hårdt for at få det til at gå så smertefrit som muligt.