Kaffe, kolde øl og cafémiljø trækker: Folk stimler sammen i solen

Caféer, parker og gaderne i Aarhus ligner stort set sig selv igen. Flere stimler sammen i det gode vejr, og bekymringerne over coronavirus fylder mindre og mindre, lyder det fra forsker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Folk stimler sammen ved åen i Aarhus.

Sol, kaffe og cafémiljø.

Det trækker alt sammen. Blandt andet langs åen i Aarhus, hvor gæster de seneste dage har nydt solen på de mange caféer.

I lang tid har der ellers næsten været mennesketomt langs åen, men nu ligner det til forveksling en helt almindelig sommerdag - uden coronavirus.

- Etisk og moralsk er det måske ikke helt i orden, og man har også lidt dårlig samvittighed over det, men man er også blevet lidt mere afslappet omkring det, siger Louise Bodholt fra Aarhus, der fredag nyder solen på én af caféerne langs åen.

Man skal have en meters afstand, og det har vi i hvert fald ikke her, hvor vi sidder.
Louise Bodholt, Aarhus

Ingen er registreret døde med coronavirus i Danmark det seneste døgn. Kun fire er indlagte i hele Region Midtjylland med kun en enkelt på intensiv. Og disse tal har tilsyneladende gjort østjyderne optimistiske.

- Man ser jo i pressen, at smitten falder, så man føler lidt, man kan tillade sig det, siger Louise Bodholt til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Louise Bodholt har slækket en smule på reglerne, efter Danmark åbnede op for anden genåbningsfase. 

Forsker: Danskernes adfærd har ændret sig

Siden Danmark lukkede ned tilbage i starten af marts, har forskere fra Aarhus Universitet undersøgt danskernes adfærd under coronakrisen, og den har ændret sig markant.

- De bekymrer sig mindre nu, end de gjorde tidligere, og hvis de bekymrer sig, så er det især omkring det økonomiske, siger Michael Bang Petersen, der er professor i Statskundskab på Aarhus Universitet, til TV2 ØSTJYLLAND, og fortsætter:

- Samtidig med vi ser bekymringen falde, så ser vi også at optimismen er ret høj, så den almindelige dansker tænker, at det her er overstået om kort tid, siger han.

Michael Bang Petersen forsker i folks adfærd under corona.

Den seneste genåbning, hvor blandt andet caféer og restauranter fik tilladelse til at åbne, ses tydeligt i Michael Bang Petersens undersøgelse.

- Dem der har været sammen med flest venner her for nyligt, det er faktisk de 40-årige og de 50-årige, siger Michael Bang Petersen og fortsætter:

- Den her faldende bekymring kan betyde, at folk begynder at slække på sundhedskravene, siger han.

”Reglerne ligger i baghovedet”

På trods af optimismen har århusianerne dog alligevel corona-tankerne med sig, når de tager på café.

- Det ligger i baghovedet. Man skal huske at holde afstand og husk at spritte hænder af, siger Benny Madsen fra Aarhus, der fredag besøgte én af caféerne langs åen i Aarhus.

Han bakkes næsten op af Louise Bodholt, der også var på én af caféerne fredag.

- Man skal have en meters afstand, og det har vi i hvert fald ikke her, hvor vi sidder, siger hun.

Caféer og rastauranter åbnede op igen den 18. maj.

Selvom undersøgelserne fra Aarhus Universitet viser, at danskerne fortsat holder god håndhygiejne, så er det vigtigt med klare retningslinjer, lyder det fra forskeren Michael Bang Petersens.

- Det vigtigste, baseret på vores forskning, er, at sundhedsmyndighederne bliver ved med meget klart at sige, hvad der er det rigtige at gøre, og hvad man skal undgå, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Overlæge: Virussen er næsten ikke i det østjyske

Spørger man Lars Østergaard, der er ledende overlæge på afdelingen for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, om de mange mennesker langs åen giver anledning til bekymring, er svaret klart.

- Lige nu er der meget lidt virus i det østjyske område, så jeg tror bestemt ikke, de her personer bliver smittet, ved at gøre det, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Hør hele interviewet med overlæge Lars Østergaard her.

Han har dog også et ’men’. De regler der er lavet, skal man naturligvis fortsat holde – også selvom smittetrykket er lavt.

- Hvis virussen kommer tilbage til det østjyske område, så har vi en risiko for, at den blomstrer op, hvis vi ikke er mega omhyggelige med god håndhygiejne og afstand, siger Lars Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her