Kan Jonas blive en stjerne?
Ungdomseuropamesteren Jonas Kløjgård Jensen blev budt velkommen, da han vendte hjem til Aarhus
Lørdag blev den kun 19-årige Jonas Kløjgård Jensen europamester i højdespring ved junior-EM.
Mandag var han så tilbage i Aarhus igen, hvor han blev modtaget på banegården med stor jubel.
Se: Ny rekord sat ved junior-EM
- Det havde jeg ikke regnet med. Det er helt sindssygt, siger Jonas Kløjgård Jensen, der er højdespringer i Aarhus 1900.
- Det er vildt, at der er så mange, der har fulgt med, og at der er så mange, der ved, at jeg har gjort det så godt. Jeg er rigtig stolt af at være med i en klub, der støtter sådan op om mig, siger han.
Guldet kom i hus med et spring på 2.23 meter - blot fire centimeter fra den danske rekord, der har 24 år på bagen.
Og det er en rekord, som Jonas Kløjgård forventer at slå.
- Mit mål er at springe over 2.30 - det er mit store mål. Inden for nogle år kan det godt være, at den danske rekord er der, siger han.
Også hans træner Thomas Cortebeeck har store forventninger til talentet.
- På lidt længere sigt tør vi da godt begynde at have nogle forhåbninger om, at han kan komme med til et senior-VM og især et OL, siger han.
Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen, hvor du også kan se det spring, der sikrede guldet.