Karamelkast forbudt sidste skoledag: - Jeg er sur, irriteret og ked af det
Når 9. klasseselever i den kommende uge fejrer sidste skoledag, bliver det uden karamelkast, som ellers er en årelang tradition.
Udklædning, nomineringsshow og karamelkast.
Det er indbegrebet af sidste skoledag for 9. klasseseleverne på de danske folkeskoler. Men i år bliver den længe ventede afslutning på 10 års skolegang ikke, som eleverne har drømt om.
Dagen bliver markeret, men det kommer til at foregå med en række corona-restriktioner – og én af de restriktioner betyder, at det traditionsrige karamelkast er blevet aflyst i Aarhus Kommune.
- Jeg har brugt 10 år på skolen, og hvert år har jeg set de ældre elever kaste karameller. Jeg kommer ikke til at gå i 9. klasse igen. Det her sker kun én gang i vores liv, og nu kommer det slet ikke til at ske, fortæller Tine Andersen Dabelstein til TV2 ØSTJYLLAND.
15-årige Tine, der går i 9.X på Tranbjergskolen i Aarhus, er både sur, irriteret og ked af, at hun ikke får lov til at kaste karameller til de yngre elever, når hun på torsdag har sidste skoledag.
Traditionen har måtte lade livet, fordi Børne- og Undervisningsministeriet har meldt ud, at karamelkast ikke bør forekomme af hensyn til anbefaling om hygiejne.
En tam afslutning
På mange skoler bruger elever, lærere og forældre lang tid på at planlægge den store dag, der markerer, at de unge nu er færdige i grundskolen.
Dagen indebærer på de fleste skoler, at afgangseleverne spiser morgenmad med klassekammeraterne, klæder sig ud, spiller fodbold og leger vandkamp mod lærerne. Og så plejer de ældste elever at kaste kilovis af karameller til resten af skolens børn.
Men det må de århusianske 9. klasseselever undvære i år.
- Det er en stor ting for os, og jeg synes ikke, vi får en ordentlig afslutning nu. Jeg havde glædet mig til at se glæden i de andre børns øjne, når vi kastede karamellerne, siger Tine Andersen Dabelstein.
Karamelkast har også været til diskussion i skolebestyrelsen på Tranbjergskolen, der ligesom de unge også er ærgerlige over beslutningen.
- Eleverne har haft en hård tid, og det her er måske en lille ting, men det betyder meget for de unge mennesker. Det her bliver en tam oplevelse i forhold til, hvordan det plejer at være, siger Tines far og formand for skolebestyrelsen på Tranbjergskolen, Jørgen Andersen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Karameller må uddeles i poser
De århusianske folkeskoler følger anvisningen fra Aarhus Kommune om, at de skal følge de retningslinjer, som Børne- og Undervisningsministeriet har meldt ud.
På et tidspunkt måtte eleverne ikke medbringe karameller hjemmefra, hvorfor kommunen henviste til en ordning, hvor skolen mod betaling fra elever kunne bestille karamellerne samlet.
Så kom meldingen om, at karamelkast ikke bør forekomme overhovedet. Men skolerne må altså gerne dele karameller ud i klasserne - de skal bare være pakket i poser. Sådan lyder det fra Aarhus Kommune.
- Vi har meldt ministeriets retningslinjer videre ud, og jeg tænker, det vigtige er, at der stadigvæk er mulighed for at fejre sidste skoledag. De må få det bedste ud af det, men jeg synes, det er hamrende ærgerligt for de unge mennesker, fortæller Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom, til TV2 ØSTJYLLAND.
Eleverne skulle traditionen tro have fejret dagen i Botanisk Have, men det blev også aflyst i år.
På Tranbjergskolen er ledelsen også glade for, at dagen overhovedet kan afholdes.
- I en coronatid kan man være bekymret for, om det overhovedet ville blive til noget, så nu er vi glade, og vi vil gøre vores for, at dagen bliver så god som muligt, siger skoleleder ved Tranbjergskolen, Hanne Gadegaard Jensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
På torsdag d. 25. juni, når de århusianske folkeskoler fejrer sidste skoledag, bliver dagen stadig markeret med en række aktiviteter og udklædning.
Forstår ikke restriktionerne
De danske studenter kører i disse dage landet rundt i studentervogne og fejrer, at de er færdige på gymnasiet. Og det er netop en af grundene til, at Tine Andersen Dabelstein ikke forstår, at 9. klasseseleverne ikke kan få lov til at kaste med karameller.
Læs også:
- Jeg synes, det er mega irriterende. Vi forstår ikke, hvorfor vi ikke bare kan tage handsker på og så kaste karamellerne.
Tine sammenligner også vigtigheden af karamelkast med studenternes vogntur.
- Vi er sure, irriterede og kede af det, fordi det er så stor en tradition, fortæller hun.
Det er især den store genåbning af Danmark, der frustrerer både de unge og deres forældre.
- Jeg kan ikke forstå, hvorfor en karamel, der kommer indpakket, ikke må blive kastet ud. Hvis en lærer må tage en hjemmebagt kage med på lærerværelset, så virker det her mærkeligt, fortæller Tines far og fortsætter:
- Jeg synes dybest set, at man skulle gøre, som man altid har gjort, når smittetrykket ikke er højere. Var situationen anderledes, så er det klart, at det ville være noget andet. Men som billedet er i Danmark i dag, forstår vi det ikke.
Børne- og Undervisningsministeriet ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen men henviser til ministeriets retningslinjer for fejring af sidste skoledag, der lyder:
”Skolerne må gerne holde sidste skoledag for deres elever, men arrangementerne skal afholdes klassevist. Det kan for eksempel være med mulighed for fælles morgenmad, forskelligt indslag i klassen samt tale ved skolelederen (eventuelt virtuelt så talen kan holdes for hele årgangen på en gang), virtuelle shows med afslutningsklasserne og lignende.
De til enhver tid gældende anbefalinger om isolation af personer med symptomer, hygiejne og kontaktreduktion skal følges under arrangementet. Karamelkast bør ikke forekomme af hensyn til anbefaling om hygiejne.”