Kendt fiskehandel får hug for rengøring
Fiskehandler er godt og grundigt træt af Fødevarestyrelsen, som han synes opfører sig urimeligt over for private erhvervsdrivende. Han har for nylig fået en bøde for manglende rengøring.
Sorte støvede belægninger, en fastfrossen fiskefrikadelle i fryserummet og grålige fastsiddende belægninger på indersiden af en blæser.
Det er nogle af kritikpunkterne i en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen, efter de den 29. september 2021 besøgte engrosdelen af Clausens Fiskehandel i Aarhus.
Det tre timer og 40 minutter lange besøg resulterede i en bøde på 5.000 kroner samt to opfølgende gebyrlagte besøg – det første efter to måneder, mens det andet følger efter fire måneder.
Se de vigtigste kritikpunkter nedenfor.
Det fandt Fødevarestyrelsen
Clausens Fiskehandel får kritik fra Fødevarestyrelsen, der fandt flere mangler i forretningens rengøring. Se uddrag fra kontrolrapporten her:
"På isværk i produktionslokale ses sorte støvede ikke-fastsiddende belægninger på slidske og diffust spredt på hele undersiden af overliggende lofts-kontruktion (stålplade). Belægningerne kan let fjernes ved aftørring med papir.
Fotodokumentation er taget.
Virksomheden havde følgende bemærkninger: Virksomheden havde ingen bemærkninger.
(...)
Det indskærpes, at lokaler, hvor der findes fødevarer, skal holdes rene.
Følgende er konstateret:
- I fryserum ses en større mængde is og fastsiddende fødevarerester på gulvet, herunder hele frikadeller.
- I kølerum ses en mindre mængde grålige fastsiddende belægninger på risten og indersiden af blæser.
- I produktionslokale ses sort-brune fastsiddende belægninger på 3 riste på 3 blæsere som hænger ned fra loftet midt i produktionslokalet.
- På lof i produktionsrum ses områder med skimmelsvamp-lignende vækst (sorte stjerneformede belægninger)
- På farsmaskine ses tykke fastsiddende indtørrede grå-sorte belægninger på maskinens ben samt et mindre område maskinens forside hvor karret sidder.
- På melbeholdere ses løstsiddende sorte og fastsiddende lysegrå/gule belægninger på beholdernes låg.
- På vægt ses tykke fastgroede grå-gule belægninger på vægtens venstre side.
Fotodokumentation er taget.
Virksomheden havde følgende bemærkninger: Virksomheden havde ingen bemærkninger."
Ejer: Urimelige kontrolbesøg
Tilbage står direktør for Clausens Fiskehandel Jakob Clausen og er frustreret.
Han er både ramt på sin faglige stolthed, og så er han træt af Fødevarestyrelsens metoder.
- Vi har mange kunder hver dag, og jeg har aldrig hørt en bemærkning om, at der ikke skulle være rent hos os. Det er hårdt for en fagmand som mig, når jeg gør alt for at sørge for, at der er gjort godt rent, og at hygiejnen er i orden. Så gør det kraftedeme ondt, når de opfører sig sådan, siger Jakob Clausen, da TV2 ØSTJYLLAND forholder ham kontrolbesøget.
Fiskehandleren forklarer, at hans folk i produktionen møder ind klokken tre om natten og går hjem til middag klokken 12.
- Det er klart, at der er noget at gøre rent i en produktionsvirksomhed som vores, men når jeg har en mand, der kommer klokken 12 hver dag og gør rent, så kan det ikke passe, at Fødevarestyrelsen skal komme på besøg klokken kvart i 12 og knalde os for manglende rengøring.
Han erkender, at i en virksomhed som hans er der ind imellem noget, der trænger til udskiftning, og han har for eksempel også bestilt en tekniker til den blæser, der er nævnt i kontrolrapporten.
Ikke til at lave en aftale med
Samtidig er han godt og grundigt træt af Fødevarestyrelsens metoder. Blandt andet harcelerer han over, at kontrollanterne ikke holder aftaler, mener han. Da en kontrollant mødte uanmeldt op en onsdag morgen, var han på vej til læge med sin næsten nyfødte søn.
Han aftalte med kontrollanten, at de skulle komme igen ugen efter, og han ryddede derfor kalenderen. Kontrollanterne kom bare aldrig ifølge fiskehandleren. Det gjorde de til gengæld ugen efter, netop som han havde givet hånd til et par forretningsgæster fra København. En aftale han havde skubbet fra den foregående uge. Nu skulle besøget imidlertid gennemføres, og han måtte derfor sende gæsterne retur til København.
- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige til det. Jeg forstår ikke, at det offentlige kan være sådan over for os i det private erhvervsliv, siger Jakob Clausen.
Clausens Fiskehandel blev etableret i 1888 og er kendt som Danmarks ældste fiskehandel. Jakob Clausen er femte generation i Clausen-familien, der står for butikken.