Kvinde fødte barn på motorvejen - mens far kørte med civil udrykning

En mand bad Østjyllands Politi om tilladelse til at køre civil udrykning, da hans kone var ved at føde i bilen på motorvejen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Trods civil udrykning var det ikke nok for familien til at nå frem til fødeafdelingen i tide. Foto: Ida Marie Odgaard - Ritzau Scanpix

Selvom man ikke altid kan planlægge en fødsel, så har vordende forældre ofte god tid til at komme ind på fødeafdelingen, fra de første veer går i gang.

Han spørger, om han må køre med civil udrykning, fordi hans kone er gået i fødsel, så det giver vi ham lov til.
Janni Lundager, Østjyllands Politi

Men sådan skulle det ikke være for et nybagt forældrepar, da kvinden her til morgen gik i fødsel.

De nåede nemlig ikke hele vejen til Fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital, før kvinden havde født. 

Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

- Klokken 08.41 får vi en opringning fra en kommende far, der kører på motorvejen ved Hørning med kurs mod Skejby. Han spørger, om han må køre med civil udrykning, fordi hans kone er gået i fødsel, så det giver vi ham lov til, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.

Civil udrykning, færdselsloven §7, stk. 4

Motorkøretøj, der i et enkelt tilfælde benyttes til kørsel med alvorligt syge eller tilskadekomne eller i et andet lignende øjemed, som ikke tåler opsættelse, og som foran på køretøjet på iøjnefaldende måde har anbragt en hvid dug, er under denne kørsel ligestillet med udrykningskøretøj. Føreren af motorkøretøjet skal snarest muligt, efter at sådan kørsel har fundet sted, give politiet meddelelse herom. Uberettiget anvendelse af hvid dug er forbudt.

 

Kilde: retsinformation.dk

Det skulle efterfølgende vise sig, at selv civil udrykning ikke var nok. Kvinden endte nemlig med at føde i bilen på motorvejen.

- En time senere ringer manden til os igen for at fortælle, at alt gik godt, og både barn og forældre har det godt, men de nåede ikke hele vejen til hospitalet, før konen havde født, siger Janni Lundager.

Nybagt far: - Nu skal bilen til rens

- Nu er vi alle ved at komme os over oplevelsen.

Sådan lyder det fra den nybagte familie, Henrik og Pernille Andersen bare få timer efter, deres datter er kommet til verden.

Her ses den lille nye, velskabte pige sammen med storesøster og mor Pernille Andersen. Foto: Henrik Andersen / Privatfoto

En oplevelse, der var hektisk men også god. For selve fødslen var en noget speciel én af slagsen. Da fødslen meget hurtigt gik i gang i familiens hjem, var det med at komme afsted mod Fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

- Fødslen gik hurtigt i gang i hjemmet, og tog i alt under to timer fra veerne startede, til vores datter kom til verden, siger den nybagte far, Henrik Andersen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Familien, inklusiv deres 2,5-årige datter, satte sig i bilen og kørte ed hast mod Skejby og fødeafdelingen.

Men på turen tog fødslen fart. Pernille Andersen var i fuld gang med at føde.

- Siddende bagvendt og hængende over forreste passagersæde sørgede mor mellem veerne for at berolige den 2,5 - årige storesøster på bagsædet om, at alt nok skulle blive godt, siger Henrik Andersen.

Men trods civil udrykning havde Pernille Andersen født, inden de nåede Skejby. På motorvejen.

- Vi fik en velskabt pige, som far nåede at gribe på sædet i bilen, inden hun landede på gulvet, siger faren.

En hurtig start på livet for familiens nyeste medlem. Men både forældre, den nyfødte og den 2,5-årige storesøster har det alle godt.

- Indenfor de næste par timer, vil vi vende bilen hjemad mod Solbjerg og nyde weekenden, siger Henrik Andersen og fortsætter:

- Efter sådan en tur skal bilen til rens.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her