Lorte-problem i populær skov: Nye skilte skal stoppe skovskidere
Besøgende skider i Riis Skov. Og det kan være problematisk, når man er flittig bruger af skoven. Derfor sætter Aarhus Kommune nu skid ikke-skilte op.
Riis Skov. Skoven, der har givet navn til forstaden Risskov, og som er kendt for de blomstrende ramsløg om foråret og formidable udsigtspunkter ud over bugten og Aarhus Ø.
Hvad du også kan støde på, mens du færdes i skoven, er menneskelort.
Navnligt er det ved det udendørs fitnessområde "Fitness i det Fri", at der bliver fundet afføring i skovbunden.
Problemet er nu så stort, at kommunen har valgt at sætte skilte op i området, der skal sætte en stopper for de trængende. Skilte, der med et piktogram fortæller skovbrugerne, at de ikke skal skide i skoven.
- Vi synes, at det lidt er noget svineri, siger Kim Gulvad, der er bylivschef ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Her på TV2 ØSTJYLLAND har vi tidligere beskrevet problemerne med menneskeafføring i skoven. Problemer, der altså nu har fået kommunen til at reagere.
De første skilte blev sat op i starten af måneden, men kommunen modtager stadig billeder fra borgere, der ser løbere træde af ude i naturen.
- Derfor skalerer vi piktogrammerne op i en A4-størrelse. Så må vi se, om det virker, siger bylivschefen.
Morgenstund har lort i mund
Sacha Eklund Grauballe benytter ofte skoven til at gå ture med sin hundehvalp. Hun har flere gange oplevet, at hundehvalpen er vendt tilbage fra krattet med toiletpapir og afføring i munden.
- Det er virkelig, virkelig ulækkert, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Og af en eller anden grund er menneskelort bare utrolig lækkert for hunde.
Den problemstilling anerkender bylivschefen.
- Det viser sig, at der er meget protein i menneskeafføring. Så en hund ser en menneskelort som en dejlig proteinbar, der ligger i bunden af skoven, siger Kim Gulvad.
Derfor vælger Sacha Eklund Grauballe at være forberedt, når hun skal ned på kanterne omkring det udendørs fitnessområde.
- Hvis jeg ved, jeg skal derned at gå, så har jeg altid håndsprit og vådservietter med, fortæller hun og fortsætter:
- Kolibakterier er pissegiftige. Jeg skal ikke ende med at blive syg, fordi jeg har rørt et eller andet, min hund har spist.
Læs også:
Skilte er ikke løsningen
Dog mener hundeejeren Sacha Eklund Grauballe ikke, at skiltene kommer til at stoppe skideriet i Riis Skov.
For hun anerkender, at hvis man skal, så skal man altså, og så kan der være langt ned til de offentlige toiletter, der ligger ved eksempelvis Den Permanente og Nordre Kirkegård.
- Løsningen burde være at sætte nogle flere offentlige toiletter op i forbindelse med den motionsplads, der også er blevet lavet, lyder anbefalingen fra hundeejeren.
Kim Gulvad mener dog, at de 27 offentligt tilgængelige toiletter, der er sat op i kommunen, bør gøre det muligt for løbere og andre at planlægge deres ture, så de går forbi et af dem.
- Der er også økonomi i det. Og offentlige toiletter er både driftsmæssigt, men også etableringsmæssigt dyre, så det er jo et prioriteringsspørgsmål konstaterer han og fortsætter:
- Jeg appellerer til, at man tager en pose med, så man som minimum kan tage papiret med, og så dumpe det i en skraldespand, ligesom hundeejerne gør, når deres hunde besørger.