Mand stukket flere gange med kniv i formodet bandeopgør

Knivstikkeri i Aarhus skete i den vestlige del af byen, hvor der er visitationszone på grund af konflikt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Episoden fandt sted på Sandkåsvej i det vestlige Aarhus. Arkivfoto. Foto: Google Street View

En 24-årig mand er natten til mandag i Aarhus blevet ramt af flere knivstik.

Han har ikke været i livsfare, men er blevet behandlet for sine skader på hospitalet.

Episoden udspillede sig omkring midnatstid. En borger slog alarm til Østjyllands Politi klokken 00.09 og fortalte om et slagsmål mellem en mindre gruppe mennesker.

Politiet rykkede ud til stedet på Sandkåsvej i det vestlige Aarhus. Her fandt betjente den 24-årige, som var blevet ramt af knivstikkene.

Ikke langt fra stedet blev en anden 24-årig mand anholdt. Han er sigtet for drabsforsøg, men mandag valgte politiet at løslade ham, da juristerne har vurderet, at der ikke er grundlag for at kræve ham fængslet.

Ingen af de to mænd har ønsket at fortælle noget om sagen.

Visitationszonen omfatter dette område i det nordvestlige Aarhus. Sandkåsvej ligger i den nordlige del af området. Foto: Østjyllands Politi

Bunder i igangværende konflikt

Det er dog politiets opfattelse, at opgøret bunder i den igangværende konflikt i byen, hvor to grupper kæmper om hashmarkedet.

Knivstikkeriet natten til mandag skete da også i det område, hvor politiet har oprettet en visitationszone i forbindelse med konflikten.

I tre uger har betjente kunnet foretage kropsvisitationer, undersøge tøj, biler eller andet for at finde ud af, om nogen har for eksempel våben på sig.

Zonen dækker områderne Trillegården/Herredsvang, Kalmargade, Frydenlund og Botanisk Have. Den afgrænses hovedsageligt af Viborgvej, Vestre Ringgade, Randersvej og Hasle Ringvej.

Inden for de grænser ligger Sandkåsvej.

VIDEO: Den 25. februar fortalte chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen, at han var bekymret for den mængde af ulovlige stik- og slagvåben, som politiet havde konfiskeret.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her