Narkosigtet stak af fra byretten - havde ikke fået håndjern på
En 21-årig varetægtsfange stak tirsdag af fra politiet på vej fra retsbygningen, efter han var blevet varetægtsfængslet.
En 21-årig var netop tirsdag eftermiddag blevet ikendt varetægtsfængsling ved Retten i Aarhus, da det lykkedes ham at stikke af fra de betjente, der skulle holde styr på ham.
Nu efterlyser politiet ham med billede og fulde navn.
Han var tirsdag klokken 13 i grundlovsforhør, hvor han var sigtet for besiddelse og salg af en større mængde kokain.
Det var dommeren overbevist om var rigtigt, hvorfor han blev varetægtsfængslet.
Læs også:
Det blev han dog ikke tirsdag, for på vej væk fra retsbygningen stak han af fra sine oppassere, stjal en cykel fra en forbipasserende og kørte derfra. Lidt derfra blev han samlet op af en bil.
Bilen blev kort efter standset på Langelandsgade, og de tre mænd, der befandt sig i bilen blev alle anholdt og sigtet for at hjælpe med flugten.
Den 21-årige var nemlig ikke længere i bilen. Han var hoppet af inden da, og derfor efterlyser politiet ham nu.
Ikke iført håndjern
Ifølge vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Lennart Glerup var den 21-årige fange ikke iført håndjern, da han stak af.
- På det tidspunkt havde han ikke håndjern på. Han havde ikke haft håndjern på under grundlovsforhøret, og han havde ikke fået håndjern på efterfølgende, siger Lennart Glerup.
Er det ikke normalt at have håndjern på?
- Jo, det ville man normalt gøre. I de fleste tilfælde gør man det, men det havde han altså ikke i det her tilfælde, siger Lennart Glerup.
Han var ikke betragtet som farlig, oplyser politiet, der gerne hører fra vidner på telefon 1-1-4.
Flugtfangen kan se frem til at få tilføjet en sigtelse for at flygte fra politiet, oplyser vicepolitiinspektøren.