Øger sikkerheden på havnen: I det her område skal nye kameraer sidde
Med fire millioner kroner vil Aarhus Kommune forbedre sikkerheden langs åen og havnen i Aarhus med flere kameraer og permanent hegn.
Sikkerheden omkring havnen i Aarhus og brugen af blandt andet varmesøgende kameraer har været til debat længe.
Og nu ser det ud til, at sikkerheden bliver forbedret.
Teknik- og miljøforvaltningen har nemlig fundet fire millioner kroner, så der kan komme flere sikkerhedsforanstaltninger ved åen og havnen.
400 meter hegn
De kommende sikkerhedsforanstaltninger tæller 13 nye varmesøgende kameraer, så der i alt kommer til at være 16 kameraer, der overvåger området fra Dokk1 til Bestseller-bygningen og Pier2.
- Nu tager vi det mest indlysende skridt først, og så bliver vi klogere undervejs. I den næste indstilling kigger vi på belysning for eksempler og også nye teknologier, siger Steen Stavnsbo (K), der er teknik- og miljørådmand Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.
Derudover bliver de midlertidige rød-hvide plastikhegn erstattet af permanente hegn på i alt 400 meter af havnens område, og så kommer der fem overvågningskameraer mere.
- Æstetikken mangler jo i den her udformning, og selve sikkerheden er bedre med permanente hegn, siger rådmanden.
De midlertidige hegn blev sat op i starten af februar, efter at endnu en person var afgået ved døden i en drukneulykke.
- Det er jo det fromme håb, man har, at vi kan redde liv ved de her indsatser, siger Steen Stavnsbo.
Der har været ti drukneulykker siden 2017.