Område plaget af vanvidskørsel: Nu er der bump på vej
Nye bump skal sænke farten på Aarhus Ø, som har været plaget af hasarderet kørsel i længere tid.
Nu er der godt nyt til indbyggerne på Aarhus Ø, som har følt sig plaget af hasarderet kørsel og uro i området. 15 bump skal sætte en stopper for det.
- Det bliver en effektfuld indsats, fortæller rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V).
Der har tidligere været problemer med grupperinger af unge, som kommer til området i biler, larmer og kører ræs.
- Det har været et alvorligt problem. Flere har skrevet til mig, at de har overvejet at flytte. Det har også været farefyldt for børn, siger rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V).
Helt tilbage i maj 2018 øgede Østjyllands Politi patruljeringen på Aarhus Ø for at komme det til livs.
- Det er ikke nogen, der normalt bor derude. Så det er grupper af unge mænd, der kommer til, fortalte politikommissær Jesper Bøjgaard dengang til TV2 ØSTJYLLAND.
Bilister blev på flere videoer i 2019 fanget i at lave hjulspind samt køre hasarderet og alt for stærkt på vejene langs vandet. Derfor blev der også sat en fotofælde op.
- I løbet af knap fire timer blev 20 bilister målt til at køre for stærkt – seks bilister kan se frem til et klip i kørekortet, lød det fra politiet.
15 bløde bump skal stoppe det
Nu har Teknik og Miljø i samarbejde med Fællesrådet for Aarhus Ø, De Bynære Havnearealer samt Østjyllands Politi kommet frem til, at en løsning med bump er den bedste.
- Vi skal gøre noget hurtigt, men også i dialog med beboerne i området, fortæller rådmand Bünyamin Simsek (V) til TV2 ØSTJYLLAND.
Man har tidligere afprøvet flere forskellige løsninger for at komme den hasarderet kørsel til livs.
Der er blevet sat blomsterkummer op, og nogle hårde bump på vejen.
- Sidste gang lavede vi en hurtig løsning, men det gav alvorlige gener for beboerne, og de kunne skade bilerne, hvis man ikke var påpasselig, siger Bünyamin Simsek.
Derfor er de 15 nye bump blødere. For almindelige personbiler er de ubehagelige at køre over med mere end 40 km/t, og de virker derfor hastighedsdæmpende.
For tungere køretøjer skal bumpene passeres med ca. 20 km/t.
Fællesråd: Håber på mere tryghed
Udover bumpene bliver midterlinjen på Dagmar Petersens Gade fuldoptrukket for at gøre opmærksom på, at det ikke er tilladt at overhale.
Jan Schrøder Christiansen er formand for Fællesrådet for Aarhus Ø og De Bynære Havnearealer.
Han håber, at de nye tiltag kan gøre det mere trygt og sikkert at færdes på Aarhus Ø.
- Udfordringen er, at det er få, der ødelægger det for mange. Og det vil blive alle, som bliver rørt af bumpene. Men det der er vigtigt for os, er, at vi har været med i dialogen og med til at træffe valget, siger Jan Schrøder Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Vejbumb var ikke det, der stod øverst på deres ønskeliste, da de gerne så mere langsigtede løsninger - og har bitter erfaring med de vejbumb, som var der sidst.
Men politiets argumenter for de nye bump overbeviste fællesrådet. Og her er man glad for, at man er blevet inddraget.
- Det er et vigtigt skridt på vejen. Vi vil gerne have en tættere dialog omkring udviklingsplanerne på Aarhus Ø. Men bumpene er en god løsning, så vi kan få en adfærdsændring hernede, siger Jan Schrøder Christiansen.
Indsats mod vanvidskørsel skal intensiveres
Ifølge rådmand Bünyamin Simsek så vil politiet stadig være mere synlige i området. Derudover vil der blive lavet forebyggende indsatser.
Han efterlyser, at politiet får øgede beføjelser, til for eksempel at kunne beslaglægge vanvidsbilisters biler.
- Det skal have en så alvorlig konsekvens, at man stopper med det, fortæller rådmanden til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvis man tager bilerne fra dem, så vil det have en effekt, mener han.
- Justitsministeriet og Christiansborg skal se på, hvordan man kan give politiet flere beføjelser, så man kan komme det til livs, siger Bünyamin Simsek (V).
I dag kan politiet konfiskere en bil, hvis føreren bliver taget med en promille på over 2.0.