Overdækning møder massiv kritik: - Tak, men nej tak
Blandt andre DSB vil overdække banegraven og lave en helt ny bydel ovenpå. Natten til fredag var der frist for høringssvar. 145 blev det til og størstedelen er meget kritiske.
NEJ TAK TIL TÆT OG HØJ BEBYGGELSE. NY BYDEL: NEJ TAK – ET GRØNT OMRÅDE: JA TAK. TAK – MEN NEJ TAK!!
Sådan lyder indledningen på tre af de høringssvar, Aarhus Kommune fredag har modtaget fra bekymrende borgere i Aarhus vedrørende planerne om at overdække banegraven mellem Bruuns Bro og Frederiks Bro og efterfølgende lave en ny bydel ovenpå.
Læs også
Det er DSB Ejendomsudvikling, MT Højgaard, Pensiondanmark og Aarhus Kommune, der står for udviklingsplanerne i området.
I alt har 145 høringssvar fundet vej til Aarhus Kommunes indbakke. Langt de fleste er kritiske, og det er især frygten for flere høje bygninger, tomme butikker og mangel på grønne områder, der går igen.
For højt og for tæt
Lars Christensen er en af de borgere, der har skrevet et høringssvar. Han er nabo til området og mildest talt ikke tilfreds.
- Man bygger for højt og for tæt, og jeg er bange for, at der bliver meget mørkt her, siger Lars Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Banegravens udseende er flere gange blevet kritiseret fra politisk side. Blandt andet kaldte rådmanden for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) tilbage i september sidste år området for et åbent sår.
- Jeg synes ikke, at det, vi har lige nu, er særligt smukt. Det adskiller Frederiksbjerg fra resten af byen. Det er faktisk et åbent sår, sagde Bünyamin Simsek (S) til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Men den udmelding er Lars Christensen og flere andre meget uenig i.
- Hvis vi skal blive i den genre, så synes jeg faktisk, at det er en lunge for byen. Jeg synes, at noget af det, der er særpræget ved området her, er, at der er lys og luft, siger han.
Endelig beslutning
I september 2019 blev et bredt flertal i Aarhus Byråd enige om at afsætte tre millioner til den nye bydel.
Som det ser ud nu, har illustrationer vist, at den nye bydel blandt andet skal rumme 100 boliger, et hotel, butikker, caféer og et parkeringshus.
Ango Winther er medlem af Teknisk Udvalg for Socialdemokratiet.
I alle de 27 år, han har siddet i byrådet i Aarhus Kommune, er en overdækning af banegraven blevet diskuteret. Han er derfor mest af alt interesseret i, at der bliver truffet en beslutning én gang for alle.
- Enten kan det lade sige gøre at lave den her bydel, eller så kan det ikke lade sig gøre, og så glemmer vi det for evigt. Det er dejligt, at byens borgere er interesserede i, hvordan byen skal se ud, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
Fakta
Byggeri: 110.000 m2
Overdækning: 26.000 m2
P-pladser: 25.000 m2 / 670 pladser
Udvikler og totalentreprenør: MT Højgaard
Arkitekt: C.F. Møller
Byrådet skal den 18. november beslutte, om man skal arbejde videre med planer om den nye bydel.
Herefter venter der yderligere høringsfaser og ændringer af lokalplaner, inden byggeriet i givet fald kan begynde i slutningen 2024.
Og som nabo til området er Lars Christensen ikke i tvivl om, hvad han håber på.
- Jeg synes, man skal lave et område. Men jeg synes, man skal bygge lavere og virkelig gøre alvor ud af ideen om at lave et grønt område, afslutter han.