Perfekt til nytårsaften: Emojiquiz spreder sig som steppebrand - prøv den her
En anderledes nytårsquiz er blevet populær, og nu kan du også få den med til din nytårsfest.
🤠🦦👅💩
Forstår du koden?
Så er du måske den rette til en usædvanlig form for nytårsquiz.
Et kærestepar fra Aarhus har nemlig haft stor succes med deres emoji-nytårsquiz og har op til denne nytårsaften igen kreeret en.
Nicolai Adamsen og Stine Olsen har gennem mange år lavet underholdning og quiz til deres nytårsaftener, og i forbindelse med den for et år siden delte de deres emojiquiz på internettet.
- Vi så tit Kenneth K's nytårsquiz eller en fra Alt for damerne blive brugt, så vi tænkte, andre kunne få gavn af vores. Og så blev det egentlig bare ret populært.
- Af en eller anden grund har den spredt sig som en steppebrand i Midtjylland, fortæller Nicolai Adamsen.
Quizzen går ganske enkelt ud på, at man får nogle få emojis som ledetråde for at gætte en stor historie fra 2021. Undervejs er der indlagt pauser til at kunne udbringe en skål.
Downloadet flere hundrede gange
I november og december har mange efterspurgt en ny quiz fra parret, der derfor har disket op med en spritny med markante historier fra det forgangne år.
Allerede nu er quizzen blevet downloadet omkring 700 gange.
Men hvordan laver man en quiz kun med emoji'er som ledetråde?
- Det er det, der er hele øvelsen. Vi fik feedback efter sidste år, hvor de måske har været lidt for lette.
- I år har vi sat sværhedsgraden lidt op, så det ikke bliver for nemt, siger Nicolai Adamsen, inden hans kæreste bryder ind og uddyber deres tanker bag:
- Ét er, hvilke emojis vi skal have med; noget andet er, hvilken rækkefølge de kommer i. Hvilke ledetråde man skal have først, i forhold til hvor let eller svært det skal være, siger Stine Olsen.
Hvis du selv mangler en quiz til din nytårsaften eller bare vil prøve den af, kan du downloade den her. Vær opmærksom på, at du skal vise den på en computer for at præsentere den bedst.