Politikere vil have vagtværn i busser efter uro: - Vi skal handle nu
Der skal tages hårdere metoder i brug for at stoppe ballademagere, der hærger på flere buslinjer i Aarhus, mener flere politikere.
Det har stået på alt for længe, og derfor skal der handles nu.
Sådan lyder det blandt andre fra Venstre-politikeren Gert Bjerregaard, efter at TV2 ØSTJYLLAND har fortalt flere historier om grupper af unge, der chikanerer bybuslinjer primært i det vestlige Aarhus.
- Det er tydeligt for enhver, at det her er eskaleret, og at det nu er ude af kontrol, så derfor skal vi handle nu, siger Gert Bjerregaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Han foreslår blandt andet et privat vagtværn til at patruljere på de hårdest ramte buslinjer.
- Et privat vagtværn er noget, jeg vil prøve at undersøge mulighederne for. Derudover vil jeg undersøge, om man kan bruge de billetkontrollører, der allerede går i busserne, siger han og fortsætter:
- Der skal være en nultolerance, for vi skal ikke leve med, at unge hærger og selv bestemmer, hvordan de opfører sig.
Byrådsmedlem Knud Mathiesen (DF) er enig med Gert Bjerregaard i, at der skal ske noget nu for at få stoppet balladen i busserne. Og han er bestemt heller ikke afvisende overfor, at vagter kunne være en løsning.
- Vi bliver nødt til at beskytte de buschauffører, der kører de busser, og det er en nødvendighed, som vi alle sammen skal stå sammen om at få løst, siger Knud Mathiesen til TV2 ØSTJYLLAND.
Knud Mathiesen mener, at ansvaret først og fremmest er hos busselskabet, men at der skal flere hænder til at hjælpe med at løse problemet.
- I første omgang er det selvfølgelig busselskabets ansvar, men kommunen bliver også nødt til at træde ind. Man er også nødt til at sætte vagter på – eventuelt i busserne og måske skal man også sætte politiet på, siger Knud Mathiesen til TV2 ØSTJYLLAND.
Rådmand tvivler på urofri busser
Helt så kontant til værks ønsker rådmand for børn og unge i Aarhus Kommune dog ikke at gå. Han mener ikke, at et vagtfirma er vejen frem:
- Jeg tror ikke, vi kommer på nul episoder. Men vi skal holde fast i, at det skal være trygt at køre bus, siger rådmand Thomas Medom (S) til TV2 ØSTJYLLAND.
Tilbage i april var der også problemer med uro i bybusserne, og dengang sagde Thomas Medom:
- Fra kommunens side er vi allerede i gang med gadeplansarbejde med SSP-medarbejdere, som er i gang i de områder, hvor det foregår. Vi arbejder på at få brudt nogle af de her gruppedynamikker, der er på spil og prøver at få de unge mennesker til at opføre sig ordentligt.
Dertil svarer rådmand Thomas Medom i dag:
- Vi gør meget, men det er hele tiden værd at vurdere, hvad der mere kan gøres, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Busselskab fralægger sig ansvar
Tal fra Busselskabet Aarhus Sporveje viser, at der i 2018 i alt var 169 indrapporterede hændelser i busserne. I 2019 er det tal indtil videre oppe på 182.
Men de tal bekymrer ikke HR-chefen hos Busselskabet:
- Vi har lige gennemgået vores nultolerance-statistik, og vi er generelt tilfredse med de tal, vi ser. I forhold til, hvad der bliver meldt ind, ser vi ikke en drastisk negativ udvikling for tiden, sagde han.
Han mener dog ikke, at det er Aarhus Sporvejes ansvar at stoppe problemet.
- Der er nogle andre, der skal tage det mere generelle og overordnede tiltag på at få de unge mennesker til at forstå, at når man er i kollektiv trafik, skal man opføre sig ordentligt.
Og hvem er de andre mennesker?
- Det er alle dem, der opdrager vores unge mennesker nu om dage. Det er skoler, det er kommuner, det er forældre. Det er alle dem, der er inde og påvirke. Jeg er sådan set ligeglad med, hvem der gør noget. Vi har en opgave, der hedder at transportere folk fra A til B, og det gør vi gerne, siger han.
Og netop et forældreansvar mener både Thomas Medom og Gert Bjerregaard også, at der skal til. Men Venstre-politikeren vil ikke vente på, at forældrene tager ansvaret:
- Det her er i stor grad et forældreransvar, men indtil den er sivet ind, så kan det være nødvendigt at bruge de kontrollører, der allerede går i busserne eller et privat vagtværn, siger han.