Rasmus om ny app mod PTSD: Den hjælper mig med at slappe af
En ny app udviklet i Aarhus skal hjælpe PTSD-ramte med at komme igennem de hårde perioder. Særligt veteraner er i fokus
På veteranhjemmet i Aarhus sidder Rasmus Bay med sin mobiltelefon i hånden. På den ligger den nye app PTSD Coach DK.
En app, der skal hjælpe PTSD-ramte som for eksempel veteraner med at komme igennem de hårde perioder og gøre dem klogere på PTSD.
- Den har nogle ret fine afslapningsøvelser og nogle rigtig fine øvelser til inden, man skal sove. Det er der, den kan gå ind og hjælpe mig, siger Rasmus Bay, der er veteran, til TV2 ØSTJYLLAND.
Rasmus Bay var udsendt til Afghanistan fra 2010 til 2011 og lider i dag af PTSD. Lidelsen har betydet, at han tidligere været meget depressiv og isoleret sig selv. I dag har han det bedre, men er stadig mærket af lidelsen.
- I dag påvirker det mig på den måde, at jeg har søvnproblemer og mareridt, flashbacks og så er jeg ikke særligt god til store forsamlinger, forklarer han.
App udviklet i Aarhus
Det er psykolog Thomas Iversen fra Aarhus Universitet, der står bag app’en. Han har været psykolog i 40 år og underviser i behandling af PTSD.
- Jeg vil gerne prøve at hjælpe veteraner og andre, der har været udsat for traumer, med at få et lidt bedre liv, siger Thomas Iversen.
App’en PTSD Coach stammer egentlig fra USA, hvor nogle af Thomas Iversens kollegaer fik idéen til at hjælpe krigsveteraner via internettet.
App’en kan følge med i PTSD’ens udvikling og komme med forslag til musik, billeder eller aktiviteter, der kan berolige, når man som PTSD-ramt for eksempel har svær angst. Den app har Thomas Iversen nu lavet en dansk version af.
- Der er ikke blot tale om en simpel oversættelse. App’en er bearbejdet til at passe til danske forhold. Den kan for eksempel foreslå, at man skal ringe til veterancentret, siger Thomas Iversen.
App’en, der er gratis, har Thomas Iversen lavet i sin fritid og pengene til programmeringen er kommet fra Trygfonden. Men selvom den ifølge psykologen er smart, så kan den ikke kurere PTSD-ramte, men skal ses som et supplement.
- App’en henvender sig i første omgang til dem, der i forvejen får behandling hos læge eller psykolog. Men det har også vist sig i USA, at app’en hjælper dem, der ellers ikke har villet tale om deres problemer. Så på den måde kan app’en måske være en diskret vej til at begynde at søge hjælp, siger psykologen, der understreger, at app’en også kan bruges af andre end veteraner med PTSD.
Sikker på den kan hjælpe
Rasmus Bay har selv brugt den nye app til at hjælpe med at slappe af, og han kender allerede en anden, der også har haft glæde af app’en. Han er sikker på, den også vil kunne hjælpe andre veteraner.
- Den vil godt kunne gå ind og hjælpe nogle, det er der ikke nogen tvivl om. Jeg tror også, at når det kommer frem, at den her app er lavet, så vil rigtig mange hente den og så se, hvad den i virkeligheden kan og måske blive positivt overrasket over, at den faktisk har nogle værktøjer, som man kan bruge til noget, forklarer veteranen.
Appen PTSD Coach DK er gratis og anonym. Den kan hentes til både iOS- og Android-telefoner.
Du kan se mere om app'en i videoen øverst på siden.
Fakta om PTSD
PTSD er den korte betegnelse for lidelsen posttraumatisk stresssyndrom.
Lidelsen rammer folk, der har været udsat for en traumatisk oplevelse som fx udsendte soldater, voldtægts- eller voldsofre.
Symptomer på PTSD kan blandt andet være angst, ubehagelige flashbacks, isolation, skyldfølelse, mareridt og søvnløshed.