Risikerer lukning: Torben kæmper for sin lokale klub
Fremtiden for flere af folkehusene i Aarhus Kommune hænger i en tynd tråd.
Aarhus Kommune har sendt et meget omdiskuteret forslag om folkehusenes fremtid i høring.
Her har kommunen udpeget seks folkehuse, der risikerer lukning. Og det er noget, der har fået mange aarhusianere til at give deres mening til kende.
Høringsperioden sluttede den 3. april, og der er indgivet mindst 100 høringssvar, hvoraf flertallet argumenterer for bevarelsen af folkehusene, der i dag fungerer som en slags aktivitetscentre for ældre.
Nogle af dem, der ihærdigt forsøger at kæmpe for bevaringen af det lokale folkehus, er Østjysk Frimærkeklub, som har 70 medlemmer og hver mandag samles i Folkehuset Viby.
Her bliver der vist frimærker, postkort og breve frem.
- Breve og frimærker kan jo fortælle historier, og det er sådan noget, vi snakker om. Det har fungeret rigtig fint med de lokaler, vi har til rådighed derinde, siger Torben Malm, der har været medlem af frimærkeklubben i 40 år.
Fremtiden er dog usikker for frimærkeklubbens samlingshus, hvor klubben har holdt til de sidste 15-20 år, da Viby Folkehus er oplistet som et af de folkehuse, hvis fremtid er uvis.
Oplæg om folkehusene
Partierne bag Aarhus Kommunes budgetforlig for 2024 har behandlet oplægget til fremtidens folkehuse, og på baggrund af en analyse af folkehusene i Aarhus og de deraf faglige anbefalinger er sendt i høring indtil 3. april.
Forligsparterne er enige om, at antallet af folkehuse skal reduceres, og den nærmere gennemgang af husene kan betyde, at op mod 1/3 af folkehusene lukkes eller omdannes til andre aktiviteter og formål.
De folkehuse, der ifølge oplægget står over for en usikker fremtid er folkehusene Dalgas, Carl Blochs Gade, Toftegården, Åbyhøj, Viby og Skåde.
Kilde: Aarhus Kommune
I oktober besluttede byrådet, at strukturen bag folkehusene skal ændres, og i februar udkom en liste over Aarhus Kommunes folkehuse inddelt i tre kategorier. Folkehuset i Viby var ikke et af dem, der blev vurderet til at kunne imødekomme kriterierne for fremtidens folkehuse.
Det kom dog ikke bag på Torben Malm.
- Man lægger meget vægt på, at der skal være en cafe, der fungerer, og det gør den ikke i Viby. Der er aktiviteten gået ned, siger han.
Politisk ballade
Formand for Sundhed- og Omsorgsudvalget Anette Poulsen (S) fortæller, at hvis det stod til hende, blev alle folkehuse bevaret. Også dem, der som folkehuset i Viby, har svært ved at leve op til kriterierne.
Anette Poulsen var oprindeligt en del af styregruppen for fremtidens folkehuse, men i januar sprang hun fra.
- Jeg kunne ikke blive ved med at se mig selv i det, for jeg kan ikke gå ind for lukningen af de her folkehuse. For de her folkehuse er så vigtige i lokalområderne, og der foregår en masse gode aktiviteter, siger hun.
Christian Budde (V), der er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, kan endnu ikke svare på, hvad der skal ske med folkehusene.
- Vi har lige færdiggjort en høringsperiode og har fået enormt mange input, så vi er endnu ikke der, hvor vi kan konkludere noget. Det ville være politisk umodent at gøre allerede nu, siger Christian Budde.
Aarhus Kommune skal træffe en endelig beslutning om folkehusene inden sommerferien.