Sælger stoffer til psykisk syge
Pushere sælger hårde stoffer ved bosteder
Bostederne i Aarhus er i øjeblikket plaget af pushere, der sælger hash og hårde stoffer til psykisk syge.
Pusherne, der sælger stofferne til de psykisk syge, er angiveligt styret af rockere. De presser også svage beboere til at sælge for sig.
- Vi ser problemer, når der kommer borgere med et misbrug ind på bostederne. De bliver ofte brugt af andre som sælgere på det bosted, siger vicepolitikommissær hos Østjyllands Politi, Søren Elkær Kjærgaard, til Jyllands-Posten.
Rockere står bag
Ifølge Søren Elkær Kjærgaard så bliver de opsøgt af mellemmænd, som så presser dem til at sælge på bostedet, hvor de selv bor. Det er lige som en måde at få en fod indenfor.
Nogle pushere giver også dummebøder til folk, der ikke vil samarbejde.
- Vores fornemmelse er, at det er rockermiljøet, der styrer det, siger Søren Elkjær Kjærgaard.